(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

fe *ft£- 







mk 



^_J 






feSfe 






Marts 1978 • 127. årgang • Nummer 3 



DEM dcuizåe 

STJERNE 



pwiNclamAæ 0rEan 

4^ rjn » W7^ MJ 1%T M^ forJesu Kristi Kirkcai Årgang 127 

>^ Jl *9 JCi JtM; 1M »Ji Sidste Dages Hellige Nummer 3 

Det øverste Præsidentskab: Spencer W. Kimball, N. Eldon Tanner, Marion G. Romney. 

De tolvs Råd: Ezra Taft Benson, Mark E. Petersen, Delbert L. Stapley, LeGrand Richards, 
Howard W. Hunter, Gordon B. Hinckley, Thomas S. Monson, Boyd K. Packer, Marvin J. Ashton, 
Bruce R. McConkie, L. Tom Perry, David B. Haight. 

Rådgivende komité: Gordon B. Hickley, Marvin J. Ashton, L. Tom Perry, Marion D. Hanks, 
James A. Cullimore, Robert D. Hales. Redaktør af kirken magaziner: Dean L. Larsen. 

International Magazines redaktion: Larry A. Hiller, Carol Larsen, Roger Gylling. 

Den danske Stjernes redaktion: Jørgen Ljungstrøm, Translations Services, 
Vodroffsvej 7, DK-1900 København V. 

Korrespondenter: Københavns Stav: — . Den danske Mission: — . 



Indholdsfortegnelse 



Kunsten set med evangeliets øjne. Spencer W. Kimball 1 

Fordi hun var interesseret. Helen J. Selee 6 

Jeg har et spørgsmål. H. Dean Garrett 9 

Deltagelse: Nøglen til succes for vore familiehjemmeaftener. 

Glen W. Harper 11 

Tag imod alt med taknemmelighed. Ezra Taft Benson 14 

Om at muliggøre et vidnesbyrd. Theo E. McKean 18 

Evangeliet besvarer livets problemer. Neal A. Maxwell 21 

Tilfangetagen missionær. Melvin Leavitte 25 

Løbet er ikke for den hurtige og slaget ikke for den stærke. 

William G. Dyer 28 

En velsignelse fra præsident Kimball. Norman Vincent Peale 33 

Børnestjernen 

Hvor er de ni? 1 

Woody og jeg. Betty Lou Mell 2 

Eksperiment. James E. Hyer 4 

Sok-tae. Anobel Armour 6 

Tempelsavsmuld. Gertrude M. Richards 10 



Abonnement: 

Tegnes gennem wards/grensrepræsenLanten: 12 numre dkr. 48.00. 

Nævnte priser er incl. moms og porto. 

Betaling over gire 3120988 til Distributions Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 

United States and Canada: $ 8.00 (surface mail). 

© 1978 by the Corporation of the President of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints. 
All rights reserved. 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 




Kunsten 
set med evangeliets øjne 



af præsident Spencer VY. Kimball 



1 denne verden er der fremstået glimren- 
de kunstnere inden for drama, musik, 
litteratur, billedhuggerkunst, maler- 
kunst, videnskab og andre at de skønne 
kunstarter. 1 mange år har jeg drømt om, 
at medlemmer af kirken i vid udstræk- 
ning også på dette område ville øge deres 
stærke og udmærkede position til hele 
verdens øjne ville hvile på os. Således 
profeterede præsident John Taylor, idet 
han understregede sine ord med dette 



direktiv: „Læg mærke til mine ord, og 
skriv dem ned, så 1 kan konstatere, om 
ikke de opfyldes. I vil se den dag komme, 
da Zion bliver genstand for hele jordens 
pris og beundring, så konger, der hører 
om dens berømmelse, vil komme og 
forundres over dens herlighed . . ."(Præ- 
diken holdt den 20. september 1 857 ; i The 
Messenger for juli 1953). 
Med hensyn til store mestre, så må der 
bestemt være mange af Wagners kvalitet 



1 



(Richard Wagner, 1813-83) i kirken, 
nogle der enten er hans ligemænd eller vil 
blive det i fremtiden - unge mennesker 
med kærlighed til kunst, lulde al 
overmåde talent og ivrige efter at skabe. 
Jeg håber, at vi vil skabe mænd, der er 
større end denne tyske komponist Wag- 
ner, men mindre excentriske, mere ånde- 
lige. 

Hvem ai os er ikke blevet tryllebundet al 
operaen Aicia, Troubadouren eller andre 
mesterstykker al Verdi (Guiseppe Verdi, 
181 3 -1901). Kan der aldrig komme en ny 
Verdi eller nogle, der er endnu bedre? 
Kunne vi ikke linde og udvikle en Bach 
(Johan Sebastian Bach, 16851750) - for 
hvem musikken specielt orgel- og horn- 
musik skylder næsten lige så meget som 
en religion skylder sin grundlægger, for 
slet ikke at tale om nogle musikere. - 
I vor tid burde vort folk, vores genera- 
tion, producere sådanne kunstnere, 
efterhånden som vi fatter hele billedet .af 
vore muligheder og drømmer drømme 
og får visioner om fremtiden. ,. 
Bngham Young sagde: „Enhver færdig- 
hed, ethvert forlinet talent, enhver bega- 
velse i matematik, musik og alle former 
for videnskab og kunst tilhører de helli- 
ge." 

Når jeg har rejst omkring i kirken, er jeg 
mange gange blevet mødt med søde og 
kære stemmer. Jeg tror, at dybt nede i 
struben på disse trofaste hellige af i dag 
og i morgen ligger overordentlige egen- 
skaber, som, hvis de lår den bedste 
uddannelse, kan overgå selv de 
berømteste sangere. 
Kirkens medlemmer burde overgå alle 
andre i naturlige evner, udvidet undervis- 
ning plus Helliganden, som kan bringe 
dem lys og sandhed. Med hundreder al 
..Guds mænd" og deres medarbejdere 
således velsignet, har vi grundlag i or 
skabelsen at et yderligere eltektivt og 
værdigt korps at talenter. 
En stor kunstner blev spurgt om, hvilket 
af alle hans værker, der var det bedste. 
Hans omgående svar lød: ,,Det næste". 
Hvis vi stræber efter luldk ommen hed - 



det bedste og det største - og aldrig er 
tillredse med middelmådighed, kan vi 
hævde os. H vort or kan ingen med hen- 
syn til komposition og ideevne skrive et 
bedre oratorium end Håndels Messias? 
Det bedste er endnu ikke blevet kompo- 
neret eller produceret. Man kan også 
bruge Kristi komme til nephiterne som 
udgangspunkt tor et endnu større me- 
sterværk. 

Vore kommende kunstnere kan skrive og 
synge om Kristi storslåede tilbageven- 
den i magt dg herlighed og hans oprete- 
telse af Guds rige på jorden i vor tidsal- 
der. Ingen Håndel eller anden kompo- 
nist kunne nogensinde yde fuld retfær- 
dighed til den store begivenhed, hverken 
tidligere, nu eller i 1 remtiden. 
Hvordan kunne nogen i ord og musik 
beskrive Faderens og Sønnens komme 
og gengivelsen af lærdommene, præste- 
dømmet og nøglerne, med mindre de er 
inspirerede sidste dages hellige, oplærte i 
historien og lærdommene og åbenbarin- 
gerne og har rige musikalske evner samt 
baggrund og uddannelse? 
George Bernard Shaw, den irske drama- 
tiker og kritiker (1856-1950) opsumme- 
rede sin indstilling til livet: „Andre men- 
nesker", sagde han, „ser noget og siger 
'hvorjor?' Jeg drømmer om noget, som 
aldrig har eksisteret - og jeg siger: " hvor- 
for ikke'/' Vi har brug for folk, som kan 
drømme om noget, som aldrig har eksi- 
steret, og spørge: 'hvorjor ikke?' 
Og Niccolo Paganini, italisensk violinist 
(1782-1840). Hvorfor kan vi ikke opdage, 
uddanne og præsentere mange 
Paganini'er og andre sådanne store 
kunstnere? Og burde vi ikke præsentere 
den musikinteresserede verden for en 
pianist, der i forbløffende udøvelse, ud- 
trykkets dybde, og de ædle følelsers 
renhed kan overgå den berømte ungar- 
ske pianist og komponist Liszt (Frans 
Liszt, 1811-86). Vi har allerede frem- 
bragt nogle meget fremragende talenter 
ved pianoet, men jeg har et hemmeligt 
håb om at måtte leve længe nok til at høre 
og se en større udøver ved pianoet end 



Paderewski, den polske politiker, ko- 
mponist og pianist (Ignaz Paderewski, 
1860-1941). Selvfølgelig blev ikke alle 
Paderewski'er født i Polen i forrige 
århundrede( alle talentfulde mennesker 
med en sådan iremragende kreativ origi- 
nalitet, kraftudfoldelse, og så romantisk 
en optræden blev ikke koncentreret i 
dette ene legeme og alene i disse to 
hænder. Denne berømte pianist med sin 
ihærdige og strålende karriere var sande- 
lig ikke den sidste af sin slags, der vil blive 
født. 

Men så spørger vi: ,,Vil der aldrig kom- 
me en anden Michelangelo?" Åh, jo. 
Hans David i Firenze og hans Moses i 
Rom inspirerer os indtil grov smiger. 
Løb man tør for alle sådanne talenter i 
det århundrede? (1475-1564). Kan vi 
mon ikke finde et levende talent af denne 
slags, men med en sjæl, der er fri for 
umoral og sanselighed og intolerance? 
Det er blevet sagt, at mange al de store 
kunstnere var fordærvede og moralsk 
degenererede. Til trods for deres umoral 
blev de store og fejrede kunstnere. Hvad 
kunne ikke resultatet blive, hvis der 
afsløredes lignende talenter hos menne- 
sker, der var rene og fri for de synder og 
deri or berettiget til åbenbaringer? 
Og så er der Shakespeare. Alle og enhver 
citerer Shakespeare. Denne engelske dig- 
ler (William Shakespeare, 1564-1616) 
var forbløffende i sin produktionsevne. 
Hans hamlet, Oiheilo, Kong Lear og 
Macbeih er kun forspillet til den store 
mængde, han producerede. Har nogen 
anden nogen sinde været så alsidig, så 
talentluld, så bemærkelsesværdig i sin 
kunst? Og alligevel, skulle der være noget 
i vejen for, at verden kan producere mere 
end en Shakespeare? 
Åh. hvor verden dog trænger til politike- 
re. Og vi spørger igen med Bernard 
Shaw: ..Hvorlor ikke?" Vi har 
råmaterialet, vi har taciliteterne, vi kan 
overgå andre i uddannelse. Vi har det 
åndelige klima. Vi må uddanne stats- 
mænd, ikke demagoger; ærlige menne- 
sker, ikke svæklinge, som for en skål 



linser vil sælge deres fødselsret. Vi må 
uddanne værdilulde unge mennesker til 
at kende statsmandskunst, at kende 
mennesker og tilstande, at kende situa- 
tioner og problemer, mænd, der vil blive 
optrænet så iuldkomment i deres fremti- 
dige gerning og i de grundlæggende 
ærligheds- og åndelighedsbegreber, at 
der aldrig bliver tale om at gå på akkord 
om principper. 

I årevis har jeg ventet på, at nogen skulle 
yde kirken retfærdighed ved, gennem 
musik og sang, maler- og billedhugger- 
kunst, at gengive historien om genopret- 
telsen al Guds rige på jorden, kampene 
og besværlighederne; apostasien og de 
indre revolutioner og kontra-revolutio- 
ner i de første ti-år; om udvandringen; 
om modforanstaltningerne; om emigra- 
tionerne; om forfølgelsestiden; om mira- 
klernes mand Joseph Smith, om hvem vi 
synger: .Joseph skuer Gud vor Fader, 
som med Sønnen for ham står" (salme 
59); og om den store kolonisator og 
opbygger, Brigham Young. 
Vi er stolte af den kunstneriske arv, som 
kirken har bragt os fra denførste begyn- 
delse, men hele iortællingen om mormo- 
nismen er endnu aldrig blevet skrevet 
eller malet eller hugget eller talt. Det er 
endnu op til inspirerede hjerter og talent- 
tulde iingre at give sig til kende. De må 
være trofaste, inspirerede, aktive kirke- 
medlemmer 1 or at give liv og følelse og et 
sandt perspekth til el ^å værdigt emne. 
Vore skribenter, vores film-specialister, 
burde i morgen med Himlens inspiration 
være i stand til at producere et mester- 
værk, som vil leve for evigt. Vore egne 
talenter, fyldt med retfærdighedens dy- 
namik, kunne i en sådan historie indlæg- 
ge liv og hjertebanken og følelser og 
kærlighed og patos, drama, lidelse, frygt, 
mod; og de kunne deri indlægge en 
storslået leder, den mægtige moderne 
Moses, som førte et folk længere end fra 
Ægypten til Jeriko, som kendte mirakler 
lige så store som kilden, der sprang fra 
klippen ved Horeb, manna i ørkenen, 
kæmpestore vindruer, den livs- 



nødvendige regn, vundne slag på svære 
betingelser. 

Sådanne mesterværker ville komme til at 
køre i månedsvis i ethvert biografteater, 
dække hver del al kloden i tolkeslagenes 
egne sprog, skrevet af store kunstnere, 
rendyrkede at de bedste kritikere. 
Tag en Nikodemus og indlæg i ham 
J oseph Smiths ånd, og hvad har man så? 
Tag en da Vinci eller Michelangelo eller 
en Shakespeare og giv ham den fuldstæn- 
dige kundskab om Guds frelsesplan og 
personlig åbenbaring og rens ham, og 
betragt så de statuer han vil hugge, de 
fresker, han vil male og de mesterværker, 
han vil fremstille. Tag en Håndel med 
hans betydningsfulde indsats, hans frem- 



ragende talent, hans oprigtige ønske om 
på passende vis at fremstille historien, og 
giv ham en indre vision om den hele, 
sande beretning og åbenbaring, og hvil- 
ken mester har man så ikke. 
Vi må erkende, at særlig dygtighed og 
kvalitet er en afspejling af, hvad vi føler 
om os selv, om livet og om Gud. Hvis vi 
ikke er meget interesserede i dette, så 
følger der mangel på interesse med i det 
arbelde. vi gør, og vor gerning bliver 
lurvet og uægte. 

Virkelig håndværksmæssig dygtighed, 
uden hensyn til den involveredes kunnen, 
reflekterer ægte interesse, og ægte inter- 
esse reflekterer vores indstilling til os 
selv. til voie medmennesker og til livet. 



Marion G. Romney og Mormons Bog 



Ældste Marion G. Romney gav engang udtryk for sit vidnesbyrd vedrørende Mormons 
Bogs påvirkning, og han sagde følgende : 



„Jeg tilskynder jer til at få et grundigt kendskab til denne storslåede bog. Læs den for 
jeres børn, de er ikke for unge til at forstå den. Jeg kan huske, at jeg læste den sammen 
med én af mine knægte, da han ikke var ret gammel. Ved en bestemt lejlighed lå jeg i 
underkøjen og han i overkøjen. På skift læste vi højt af de sidste tre fantastiske kapitler 
i 2. Nephi. Jeg hørte hans stemme knække over, som om han var forkølet, men vi 
fortsatte indtil vi var færdige med de tre kapitler. Da vi var blevet færdige, sagde han til 
mig: „Farmand, græder du aldrig nogen sinde, når du læser Mormons Bog?" 
„Jo, min søn," svarede jeg. „Somme tider vidner Herrens Ånd så kraftigt for min sjæl 
om, at Mormons Bog er sand, at jeg virkelig græder." 
„Nå," sagde han, „det er, hvad der skete for mig nu i aften." 
„Jeg ved, at ikke alle vil reagere således, men jeg ved, at nogle af dem vil, og jeg siger til 
jer, at denne bog blev givet os af Gud for at vi skulle læse den og leve efter den, og den 
vil holde os nærmere til Herrens Ånd end noget andet, jeg kender. Vi i ikke nok læse 
den?" (Marion G. Romney i CR, april 1949, s. 41.) 




Vi må have udgjort et ynkværdigt syn - 
jeg i mit hawaiianske, løstsiddende tøj og 
med en blomsterkrans om halsen, med 
tre søvnige, meget trætte børn, hvoraf 
den ældste knap var fem år. Klokken var 
halvtre om morgenen, og den kæmpe- 
mæssige San Francisco lufthavn var 
næsten tom. Jeg følte mig komplet for- 
tabt og så alene. 

Jeg gik hen til en mand ved oplysningen 
og spurgte, hvor langt der var til byen. 
Han fortalte mig, at der var en bus, der 
netop skulle til at køre, og at jeg, hvis jeg 
skyndte mig, måske stadig kunne nå den. 
Han hjalp mig med bagagen og standse- 
de bussen, netop som den skulle til at 
køre. Jeg havde ikke engang tid til at 
takke ham, før vi strøg afsted. 
Busterminalen var mørk og lukket, og 
efterhånden som de andre passagerer fra 
bussen forsvandt ud af syne, og bussen 
var kørt afsted mod sit næste bestemmel- 
sessted, lod den mig tilbage med tre små 
børn, fire kufferter og to små kasser, 
stående på et fortov et eller andet sted i 
San Francisco. 

Jeg var begyndt at vise tegn på panik, da 
en inspektør kom ud fra busstationen og 
låsede døren bag sig. Jeg spurgte ham, 
om der var noget sted, jeg kunne låne en 
telefon, så jeg kunne kalde en taxi, og om 
han kendte et hotel i nærheden. Lykke- 



Fordi hun 

var 

interesseret 



af Helen J. Selee 



ligvis kendte han et lille, pænt hotel kun 
seks blokke derfra, og han tilbød mig at 
låne en sækkevogn til at transportere min 
bagage til hotellet. Ved fire — tiden om 
morgenen var børnene i seng, ogjeg faldt 
udmattet hurtigt i søvn. 
Vi tilbragte de næste to dage med blot at 
hvile - - så meget jeg nu kunne hvile 
under de omstændigheder. Vi spiste i en 
nærliggende restaurant og tilbragte en 
mængde tid i en lille park to blokke fra 
hotellet. Børnene løb omkring og legede 
uden nogen verdens bekymringer. Jeg 
var taknemmelig for, at de var for små til 
at forstå den situation, vi var i. Vi havde 
boet på Hawaii i to år med min mand, 
deres far, som var præsteelev i en lille 
kirke. Men børnene havde været udsat 
for en så forfærdelig fysisk overlast, fordi 
deres far troede, at ,, blodige strimer 
renser den onde'* (Ordspr. 20:30), at jeg 
ikke kunne udholde det. Mens den kor- 
porlige afstrafning tog til, blev jeg klar 
over, at min pligt som mor var at 
beskytte dem mod denne behandling. Så 
efter mange dybtgående overvejelser og 
bøn, vidste jeg, at jeg ikke havde noget 
valg, men måtte forlade ham og skabe en 
ny og bedre tilværelse for dem. 
Mine forældre boede i Midt-vesten i 
USA, men jeg kunne ikke tage tilbage til 
dem. Det var ikke alene et spørgsmål om 



økonomi, men min far havde fornylig 
haft et hjerteanfald og var ikke i en 
tilstand, hvor han kunne have små børn 
omkring sig. Jeg kendte ikke et menneske 
i eller omkring San Francisco, og jeg 
havde aldrig i livet følt mig så ensom. 
Kun den kendsgerning, at børnene 
behøvede mig, holdt mig gående. Den 
tredie dag vidste jeg, at beslutninger 
måtte tages. Jeg vidste ikke noget om, 
hvilken del af byen, der ville være passen- 
de for mig at bo i. Jeg havde ingen anelse 
om, hvor jeg skulle begynde at søge 
arbejde, ogjeg vidste ikke, hvadjeg skulle 
gøre med børnene, mens jeg arbejdede. 
Jeg kunne bestemt ikke tage et navn tra 
en annonce i avisen og føle mig sikker ved 
at efterlade mine børn hos fremmede. Jeg 
vidste kun, at hvis vi blev boende på 
hotellet meget længere, ville mine penge 
være forsvundet, og situationen ville 
være endnu værre. 

Jeg ringede til tre forskellige præster i den 
kirke, jeg havde tilhørt , og forsikrede 
dem, at jeg ikke bad om penge men kun 
om et godt råd. Hver af dem stillede det 
samme spørgsmål: „Hører De til vores 
tro?" Jeg svarede ærligt, at jeg var så 
bitter og forvirret i øjeblikket, at jeg ikke 
var sikker på, hvilken tro jeg havde, hvis 
overhovedet nogen. Og hver især af de tre 
gav mig det samme svar, at de ikke kunne 
hjælpe mig, for de havde for mange af 
deres egen tro, som de måtte tage sig af. 
Min bitterhed voksede, ogjeg spekulere- 
de på, hvor jeg kunne henvende mig for 
at få hjælp. 

Da jeg forlod Hawaii, tog nogle venner 
afsked med os. En af dem var tilfældigvis 
mormon, men ikke aktiv, og da han 
sagde farvel, tilføjede han: „Hvis du 
nogensinde kommer i knibe og trænger 
til hjælp, så henvend dig til min kirke. De 
vil hjælpe dig.'* Jeg kendte overhovedet 
ikke noget til mormonerne, undtagen at 
de havde et fortræffeligt Tabernakelkor. 
Jeg kunne ikke lide tanken om at skulle 
bede om hjælp, og mindst af alt hjælp fra 
en eller anden fremmed kirke, som jeg 
aldrig havde besøgt. Men jeg var despe- 



rat, og der syntes ikke at være noget valg. 
Ved at se i telefonbogen fandt jeg et utal 
af mormonkirker, så jeg valgte en, der 
kaldtes et missionshjem. Jeg regnede 
med, at et missionshjem måtte være det 
mest barmhjertige. 

En ung ældste tog telefonen, og jeg 
fortalte ham næsten det samme, som jeg 
havde fortalt de tre præster, at jeg ikke 
behøvede penge, men var i desperat 
behov for råd. Han svarede, at han selv 
var ret ny i området, og at han ikke selv 
kunne hjælpe mig, men hvis jeg ville give 
ham mit navn og telefonnummer, ville 
han få en anden til at ringe til mig. Jeg 
lagde telefonen på og ventede halvvejs 
aldrig mere at høre fra dem. 
Til min overraskelse blev jeg ti minutter 
senere ringet op af en venlig dame, som 
lyttede til min historie og derpå 
indrømmede, at jeg trængte til hjælp. 
Hun bad mig samle al min bagage 
sammen, ringe efter en taxi og mødes 
med hende om en halv time på Berkeley 
busterminal, Efter at hun havde beskre- 
vet sin vogn, og hvad tøj hun havde på, 
tilføjede hun spørgsmålet: ,,Er De forre- 
sten medlem af vores kirke?" „Her er det 
igen, 1 ' tænkte jeg kynisk, men i telefonen 
sagde jeg bare: „Nej, det er jeg ikke." 
„Det betyder ikke noget," svarede hun, 
„jeg var bare nysgerrig. Vises om en halv 
time." 

Jeg skyndte mig at samle mine ting 
sammen, ordnede børnene, skrev os ud 
af hotellet og satte kursen mod Berkeley. 
Jeg var forbavset og også en smule 
mistænkelig over kvindens villighed til at 
hjælpe en fuldkommen fremmed, men 
på dette tidspunkt var jeg parat til at tage 
mod et hvilket som helst tilbud. 
Hendes første træk var at give os frokost. 
Hun fortalte, at hun var gift med en 
mand ved navn O. Leslie Stone (medlem 
af De halvfjerds" første kvorum), som 
dengang var stavspræsident der. Hun fik 
os anbragt i en pension og lovede at 
skalle navne på nogen, der kunne passe 
børnene. Alt dette til trods for den 
kendsgerning, at jeg fremhævede min 



stærke bitterhed mod kirker at enhver 
slags og min hensigt om at forblive 
således. Jeg kunne slet ikke komme over 
det. Hun syntes ikke at interessere sig for, 
at jeg var stridbar, og hun forsøgte heller 
ikke at omvende mig eller at kritisere 
mig. Hun opførte sig nærmest, som om 
jeg gjorde hende en tjeneste ved at lade 
hende hjælpe mig. 

Et vers fra Bibelen løb hele tiden gennem 
mit hoved: ,, Derpå skal alle kende, at I er 
mine disciple, om I har indbyrdes kærlig- 
hed. " (Johs. 13:35) 

De næste par dage kom søster Stone hver 
dag. Hun fandt virkelig en babysitter til 
mig. en kvinde fra hendes kirke. Hun 
hjalp mig også med en lille, møbleret 
lejlighed og med at flytte ind, og hun gav 
mig navnet på en mand, som havde et 
midlertidigt job for mig. Og hun begynd- 
te stadig ikke at prædike for mig. Det 
forbavsede mig. Og det samme skriftsted 
blev ved med at komme tilbage til mig: 
„Om I har indbyrdes kærlighed." 
I den lejlighed, jeg lejede, fandt jeg en lille 
mormonbog med titlen: „Trosartikler- 
ne" af James E. Talmage. Jeg tik aldrig at 
vide, om str. Stone havde anbragt den 
dér, eller om den var efterladt af den 
forrige lejer. Under alle omstændigheder 
begyndtejeg at læse i den efter at børnene 
var blevet lagt i seng, ikke fordi jeg var 
interesseret, men fordi der ikke var andet 
at gøre. 

I disse første par uger gik der ikke en 
lørdag, hvor str. Stone ikke kom inden- 
for og spurgte, om jeg havde lyst til at gå 
med hende i kirke om søndagen. Når jeg 
høfligt afslog, begyndte hun aldrig at 
plage mig. Hun spurgte bare igen næste 
lørdag. Samtidig blev jeg mere optaget af 
bogen. Jeg havde aldrig hørt om sådan 
noget, som jeg fandt deri, selv om jeg har 
været rigtig flittig til hele livet at studere 
Bibelen. Det meste af, hvad jeg læste, 
spekulerede jeg enten over eller var 
direkte uenig i, så jeg begyndte at skrive 
de ting ned, som jeg ville have undersøgt 
nærmere. 
En lørdag, da str. Stone var på besøg, 



afslog jeg stadig at tage i kirke, men jeg 
fortalte hende, at jeg havde nogle 
spørgsmål om kirken, og hvis hun ville 
sende sin præst hen for at tale med mig, 
ville jeg diskutere dem med ham. 
Et par dage senere fik jeg besøg af en 
mand ved navn Marvin Turner og hans 
kone. De sagde, de var stavsmissionærer 
og var kommet for at besvare mine 
spørgsmål. Næsten i trods tog jeg mine 
spørgsmål frem, syv sider i alt, og sagde 
til dem, at hvis de kunne besvare dem, 
ville jeg høre på, hvad de end måtte have 
at fortælle mig. Bror Turner svarede, at 
han ikke havde alle svar på rede hånd, 
men han vidste, at han gennem kirken 
kunne give mig logiske og fornuftige 
svar. Formedelst ægteparret Turners 
tålmodighed og venlighed kom jeg ende- 
lig til det punkt, hvor jeg var villig til at 
bede for at få at vide, om alt det, de lærte 
mig, var sandt. 

Jeg indvilligede i at gå i kirke med dem. 
Nogen tid senere blev jeg døbt. Men da 
jeg flyttede til Sydcalifornien, mistede jeg 
kontakten med mine nye venner. Jeg blev 
gift og fik flere børn. 
Det er mange år siden. Nu sidder jeg i 
nadvermødet og ser på, at en af mine 
sønner omdeler nadveren og en anden 
velsigner den. Jeg overvåger hvordan de 
enkelte børns tro og vidnesbyrd tager til, 
efterhånden som de bliver ældre. Og 
mine tanker går til dem, der har sluttet sig 
til kirken på grund af de forskellige, som 
udbreder evangeliet. Og jeg tænker også 
på vore afdøde slægtninge, som har fået 
deres dåb og begavelser udført gennem 
det genealogiske arbejde. 
Og endelig går mine tanker til en kærlig 
søster Stone og en oftervillig og hengiven 
familie Turner blandt et utal af hellige, 
som jeg er sikker på stadig tjener Herren i 
kærlighed og omsorg. Jeg spørger mig 
selv, hvordan jeg nogen sinde kan tilba- 
gebetale disse mennesker, som var så 
interesserede i en, der var så oprørsk for 
længe siden. Og svaret kommer til mig 
højt og tydeligt: ,,Gå du hen og gør 
ligeså." (Lukas 10:37) 



8 



Jeg har 
et spørgsmål 

Sporgstnåi uf almindelig evangelisk interesse, besva- 
rede som vejledning, og ikke som officielle udtalelser 
om kirkens standpunkter. 




H. Dean Garrett, leder af Holbrook LDS 
Institute oj Religion, Holbrook i staten 
Arizona, svarer: 



„Bør jeg stemme for opretholdelse af 
nogen til en stilling i kirken, og som jeg af 
den ene eller anden grund ikke mener vil 
være en god leder? Hvad vil der ske, hvis 
jeg ikke opretholder ham?" 



I en åbenbaring til Joseph Smith, Oliver 
Cowdery og John Whitmer i juli 1830, 
gav Herren disse instruktioner: ,,Og 
alting i kirken skal ske ifølge tælles 
samtykke med megen bøn og tro; thi I 
skal få alt gennem tro" (L&P 26:2) 
I en tidligere åbenbaring om kirkens 
styrelse og organisation, der blev givet i 
april 1830, antydede Herren, at „ingen 
må ordineres til noget embede i denne 
kirke, hvor der findes en fast organiseret 
gren af denne, uden menighedens sam- 
tykke" (L&P 20:65). 
Ældste Joseph Fielding Smith forklare- 
de virkningerne af disse åbenbaringer 
ved at sige: „Ingen kan præsidere i denne 
kirke i nogen stilling uden folkets sam- 
tykke. Herren har på os anbragt ansva- 
ret for ved stemmeafgivning at oprethol- 
de dem, som kaldes til forskellige stillin- 
ger med ansvar. Ingen kan, hvis folket 
bestemmer det modsatte, præsidere over 
nogen del af sidste dages hellige i denne 
kirke, men alligevel er det ikke folkets 
ret at nominere eller udvælge, for det er 
præstedømmets rettighed." (Doetrines 
o) Salvation 1956, 3:123) 
Ældste Joseph Fielding Smith antydede, 
at et menneske bør være meget forsigtig 
med at afgive en negativ stemme, og at 
en sådan stemmeafgivning aldrig burde 
foretages af personlige årsager. Han 
sagde: „Jeg har ingen ret til at løfte 
hånden for at modarbejde en mand, som 
er udpeget til en hvilken som helst 
stilling i denne kirke, blot fordi jeg 
måske ikke kan lide ham, eller på grund 
af en eller anden personlig uoverens- 
stemmelse eller følelse, jeg kan have, 
men kun på grundlag af, at han har gjort 
noget forkert, har overtrådt kirkens love 
i en grad, der ville diskvalificere ham til 
den stilling, som han er kaldet til at 
have." (Doetrines oj Salvation, 3:124) 
Selv med dette i tankerne har Herren 
imidlertid givet ethvert menneske retten 
til og ansvaret for at stemme i henhold til 
samvittigheden. Hvis han afgiver en 
negativ stemme, er han forpligtet til 
under private former at forklare den 



præsiderende broder årsagen til den ne- 
gative stemmeafgivning. Denne proce- 
dure hjælper den præsiderende broder til 
at linde ud af, om indvendingen er 
gyldig, og om den kaldede person er 
værdig til at tjene. Hvis begrundelsen 
ikke er gyldig, vil den kaldede kunne 
virke i sin stilling. 

Vi må erindre, at under de rigtige om- 
stændigheder er det Herren, der inspire- 
rer kaldelsen af et menneske til at tjene i 
kirken, den præsiderende broder virker 
som Herrens repræsentant ved 
udførelsen af kaldelsen. Derfor bør der, 
før et medlem beslutter sig til at afgive 
en negativ stemme, foretages omhygge- 
lige overvejelser, efterfulgt af bøn. Men 
det er ethvert medlems ret at vide for sig 
selv, gennem inspiration og åbenbaring 
om det, den præsiderende broder gør, er 
i harmoni med Herrens anvisninger og 
råd. Ethvert medlem af kirken kan få 
den overbevisning. 

Der kan komme øjeblikke, hvor et men- 
neske har tvivl med hensyn til en eller 
andens evner eller kvalifikationer, når 
han kaldes til en stilling i kirken. En 
bestemt broder, som jeg kender, lærte 
engang en god lektie i denne henseende. 
For adskillige år siden havde han, som 
leder af hjemmelærerarbejdet i wardet, 
vanskeligt ved at motivere en bestemt 
hjemmelærer til at gøre sin pligt. Lede- 
ren fandt det nødvendigt selv at udføre 
den pågældendes hjemmelærerarbejde i 
seks måneder i træk. Ved et nadvermøde 
blev min ven sammen med de øvrige 
tilstedeværende bedt om at opretholde 
denne mand til medlem af biskoprådet. 
Han kæmpede med sig selv for at finde 
ud af, om han burde opretholde en 
mand. der ikke havde gjort sin pligt som 
hjemmelæiei, og som han følte ikke 
besad de egenskaber, der er nødvendige 
for at blive et godt medlem al 
biskoprådet. Tøvende stemte han ende- 
lig positivt. 

1 de ettertølgende måneder tog den 
forsømmelige hjemmelærer sig sammen 
til at udi øre sit arbejde i biskoprådet og 



gjorde en god indsats til fremme af 
Herrens værk. Han tjente med held som 
medlem af biskoprådet og blev senere en 
fortræffelig biskop, medlem af højrådet 
og endelig rådgiver i et stavspræsident- 
skab. 

Det at opretholde et menneske er en 
hellig forpligtelse, som giver kirkens 
medlemmer lejlighed til offentligt at vise 
deres støtte til den, som kaldes til en 
stilling. Som præsident Harold B. Lee 
engang udtrykte det: „Når du stemmer 
positivt, slutter du en højtidelig pagt 
med Herren om, at du vil støtte, det vil 
sige give din fulde loyalitet og støtte, 
uden begrænsning eller reservation, til 
den broder, på hvem du stemmer. (Con- 
ference Reports, April 1970, p. 103) Det 
lægger ansvaret på os. 
Efterlevelsen af loven om almindelig 
samtykke lader os som medlemmer af 
kirken vurdere vores stilling og bringe 
vore tanker og løfter i harmoni med 
Herrens. Præsident Charles W. Penrose 
sagde det så smukt på denne måde: ,,Det 
blev planlagt af Den Almægtige ved 
organiseringen af denne kirke, at folkets 
stemme skulle besvare Herrens stemme. 
Det er Herrens stemme og folkets stem- . 
me tilsammen i denne kirke, som god- 
kender alt deri. (Journal o) Discourses, 
21:45). 

Andre 

henvisninger 

i skriften: 

L&P. 28:13: Thi alting må ske i 

orden og ifølge kirkens fælles 

samtykke ved troens bøn. 

L&P 27:7: Ligeledes med Johannes, 
Sakarias's søn, den Sakarias, han 

(Elias) besøgte og gav den 
forjættelse, at han skulle få en søn, 
hvis navn skulle være Johannes, og 
som skulle fyldes med Elias's ånd. 



10 



Lige fra det øjeblik, da middagen er 
overstået, og indtil forældrene også er 
gået i seng, er familiehjemmeaftenen i 
vores hjem noget magisk — ugens 
højdepunkt. Hvorfor? Fordi vi i stedet 
for bare at bruge håndbogen lader vi 
mandagaftener være fokus for vore fami- 
lieaktiviteter. 

Den første del af vores familiehjemmeaf- 
ten er ti familieråd. Vi samles omkring 
middagsbordet: far er ordstyrer, og vi 
diskuterer familieanliggender. Selv med 



vore meget små børn er dette et alvorligt, 
produktivt møde: det er herunder, vi 
bekendtgør vigtige meddelelser til fami- 
lien og diskuterer og roser de resultater, 
som børnene har opnået i løbet af ugen. 
I familierådet diskuterer vi også familie- 
planer, lige fra langtidsplanlægning som 
f.eks. en ferietur, der ligger flere måneder 
fremme i tiden, til omgående planer for 
pligter og opgaver i hjemmet og en 
udflugt førstkommende lørdag. 
Den anden del af familiehjemmeaftenen 



Deltagelse: 

Nøglen til succes for vore 
familiehj emmeaftener 



t^ 



af Glen W. Harper 




mi 





* ^ 






mT> '-. ■"' W-.* 




JæÉHM 



x. 



, *u 



er selve lektien. Vi samles allesammen — 
selv spædbarnet - og har sange og 
bønner samt en lektie, hvori alle de børn, 
som er i stand dertil, tager del. 
Og den tredie del af familiehjemmeafte- 
nen begynder, når børnene går i seng. Så 
tilbringer min kone og jeg en time eller 
længere, før vi går i seng, med at skrive 
breve, tale sammen, udføre genealogisk 
arbejde og diskutere familieproblemer 
og planer, som børnene endnu er for små 
til at tage del i — kort sagt, en voksen 
time. 

Dette tre — delte program lader os invol- 
vere børnene i familiens anliggender og 
bestemmelser, og som de er parate til at 
have en stemme med i; det giver børnene 
lejlighed til at fremføre en lektie, servere 
forfriskninger, lede sangene, o.s.v.; der- 
efter benyttes tiden til voksen diskussion 
og aktivitet, som min kone og jeg finder, 
at vi har brug for lige så meget, som 
børnene behøver deres del af program- 
met. Og eftersom børnene bliver ældre, 
kan vi forestille os den dag, da de som 
mere modne også vil være i stand til at 
tage del i den voksne del af aftenen. 
Som alle andre har vi haft vore proble- 
mer med urolige børn under gode, men 
lange lektier. Men den bestandige bevæ- 
gen sig omkring er bare resultatet af deres 
ønske om at være aktive. Så vi har lavet et 
skema, der går på omgang hver uge, med 
seks opgaver, der har at gøre med fami- 
liehjemmeaften: åbningsgang, åbnings- 
bøn, lektie, afslutingsbøn, forfriskinger, 
samt leg eller aktivitet. 
Efterhånden som flere børn bliver gamle 
nok til at tage aktiv del, vil flere aktivite- 
ter blive tilføjet skemaet, så enhver får en 
vigtig rolle at spille. 
Vi har et særligt ,,optrædningssted" i 
dagligstuen. Hvem som helst, der stal- 
der — for at fremføre en lektie, for at 
bede, for at lede musikken — er midt- 
punktet for opmærksomheden. Børnene 
elsker at være dér, men fordi det alligevel 
er så vigtigt at stå der, forbereder de det, 
de har at gøre, meget omhyggeligt for at 
være sikre på at udføre deres opgave 
godt. 

12 



I vores familie elsker vi overraskelser — 
så forberedelserne til lektier, forfrisknin- 
ger og andet foregår i hemmelighed. 
Åbningssangen er ofte en, som barnet 
lige har lært i primary eller junior- 
søndagsskolen, så vi synger den flere 
gange, indtil alle kan den. Og selv de 
allermindste elsker al synge med. 
Vi bruger håndbogen til forberedelse af 
vore lektier, fordi tankerne deri er så 
værdifulde. Men vi læser aldrig op fra 
bogen. I stedet begynder forberedelserne 
til den ene lektie, lige så snart den forrige 
lektie er givet. Vi begynder at arbejde på 
at lære vore børn at give en lektie når de 
er omkring to år, men det varierer dog 
med de forskellige børn. Til at begynde 
med må mor eller far hjælpe en hel masse, 
men når børnene er fire år gamle, kan de 
præsentere de fleste lektier helt alene. 
Selvfølgelig kan børn på fire — og to år 
— ikke læse. Så vi forældre læser først 
lektien omhyggeligt igennem for at kon- 
statere, hvilke dele børnene sandsynlig- 
vis kan forstå. Vi har lært at passe på ikke 
at undervurdere deres evner - - de kan 
ofte forstå meget mere, end vi tror, de 
kan. 

Så fortæller vi alle historierne i lektien til 
det barn, som skal give den. Hvis der er 
noget, som barnet ønsker, at de andre 
børn skal hjælpe med, så diskuterer han 
det med os, hvis vi godkender det, 
uddeles opgaver. Og så hjælper vi 
børnene med at samle deres forskellige 
lektie — hjælpemidler sammen. Vi bruger 
et ganske enkelt billedsprog, når vi skri- 
ver lektieoversigten for dem. De bruger 
den som huskeseddel, nar de giver lek- 
tien. For eksempel betyder et 
spørgsmålstegn (?), at de skal stille et 
forudlært spørgsmål. En lille tegning af 
en åben bog betyder, at de skal fortælle 
en historie. Stikordene kan gøres mere 
raffinerede, eftersom børnene bliver æl- 
dre. 

Selvfølgelig tager dette en del tid ugen 
igennem — ikke så meget i form af store 
sammenhængende tidsperioder, men 
snarere i korte påmindelses- og femten 



minutter lange møder med de forskellige 
børn. Og alligevel er det selve forberedel- 
serne, der gør børnene så interesserede i 
familiehjemmeaftenerne. Mandagaften 
kommer aldrig overraskende for dem — 
de har arbejdet så hårdt hele ugen for at 
blive klar til den. Og forunderligt nok 
tager det kun et par gange eller tre at 
gennemgå en historie, før et barn kan 
huske den udenad — eller i det mindste 
pointen. Vi var slet ikke forberedt på 
vores børns hurtighed til at lære. Det må 
man vænne sig til( men når vi giver 
mulighed for og hjælper vore børn til at 
optræne deres tanker på den måde, er det 
forbløffende, hvor megen tillid de opnår, 
og hvor hurtigt de begynder at søge 
lejlighed til at lære. 

Og når et barn giver lektien alene foran 
familien, kun med oversigten i hånden, 
har vi fundet ud af, at det er en god idé for 
mor og far ikke at sufflere ham. Hvis han 
ikke kan huske, hvad et bestemt symbol 
betyder, opfordrer vi ham bare til at se på 
det, indtil han husker det. Vi har lagt 
mærke til, at hvis vi hurtigt kommer ham 
til hjælp, vil han begynde at forvente 
hjælp hele tiden og bede om den, selv når 
han ikke egentlig har behov derfor. Men 
når han vænner sig til at måtte stole på sig 



selv, opdager han, at han virkelig har 
evne til at gøre noget helt alene. 
Det er, mener jeg, nøglen til succes for 
vores familiehjemmeaftener med små 
børn. Vi giver så lidt hjælp som muligt, 
selvom vi også tilbyder al den hjælp, som 
er nødvendig. Vi er overbevist om, at det 
vigtigste er processen, ikke resultatet - 
så hvad betyder det, om barnet ikke giver- 
en lektie, der er lige så afpudset som dem, 
der gives i søndagsskolen? Det, der 
virkelig betyder noget, er, at barnet får 
erfaring i at forberede en lektie og 
fremføre den. Og så kommer overraskel- 
sen: det varer ikke længe, før disse lektier 
— og sange og forfriskninger, bønner og 
lege — på enhver måde er så fuldkomne, 
som dem, der udføres af meget ældre 
mennesker. Det er det, der er hemmelig- 
heden ved vore familiehjemmeaftener: at 
børnene tager aktivt del, og at de, fordi 
de får lov til det, elsker hvert eneste minut 
af alt det, der foregår. Og, måske lige så 
vigtigt, at min kone og jeg ikke holder 
familiehjemmeaftenen bare for de små. 
Også vi har behov, som kun en god 
familiehjemmeaften kan udfylde. Og på 
den måde udretter vore tre — delte fami- 
liehjemmeaftener underværker for os 
alle sammen. 



Bed altid 



Alma 34:20, 21, 24-27: 

Bed til ham, når I er i marken, ja, for alle jeres hjorde. 

Bed til ham hjemme, ja, for hele jeres hus, både morgen, middag og aften. 

Bed til ham for markens afgrøder, at I må have held med dem. 

Bed for hjordene på markerne, at de må formeres. 

Men det er ikke alt; I må udøse jeres sjæl i lønkammeret og på lønlige steder og i ørkenen. 

Ja, og når I ikke råber til Herren, lad da hjertet være fyldt og opløftet i bøn til ham 

bestandig for jeres velfærd og legeledes for deres velfærd, som er omkring jer. 



13 



Tag imod alt med 
taknemmelighed 



m '<^- 


X* ' ' 1^ 


B 


)' |f p 11 


^*EV 


_ nfe ' Hfik. 


uF 



af præsident Ezra Taft Benson 
Præsident for De tolvs Råd 



jeg tænker på et stykke i Lære og Pagter, 
som jeg \il bruge som grundlag ior min 
tale. 

..Den. der modtager alt med taknemme- 
lighed, skal blive helliggjort, og de jordi- 
ske ting skal tillalde ham hundrede lold. 
ja. mere." (L&P; 78:19) 
Jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde 
har hørt det sknltsted citeret lør. Det er 
et helt vidunderligt stykke. 1 det 59. 
aisnit al Lære og Pagter har vi en højst 
betydmngsluld udtalelse: 
..Du skal takke Herren, din Gud. Ior 
alting. 

Du skal bringe Herren, dm Gud. et olier 
i retlærdighed. nemlig et sønderknust 
hjerte og en angergiven ånd." (L&P 
59:7-8) 



Og sa lortsætter Herren med at tale om 
sabbatsdagen: 

..Og Ior at du kan holde dig luldstændig 
uplettet al verden, skal du gå til bedehu- 
set og olre dine sakramenter på min 
hellige dag," og så videre. (L&P 59:9) 
Og da han så aislutter bemærkningerne 
om sabbatsdagen. tilløjer han: 
..Og dersom 1 gør dette med taksigelse 
og med glade hjerter og åsyn. ikke med 
megen latter, thi det er syndigt, men med 
et glad hjerte og et venligt ansigt, sande- 
lig siger jeg. at om 1 gør dette, skal 
jordens lylde være jeres: dyrene på mar- 
ken, luglene i luiten og det. der klatrer i 
træerne og går på jorden, ja. selv urterne 
og de gode ting. som trembringes at 
jorden til tøde og klæder, til huse og 
lader, lrugthaver. haver og vingårde. 
1 hi alt. hvad der kommer al jorden i dets 
egen årstid, er skabt til menneskers nytte 
og brug. både til at lryde øjet og glæde 
hjertet. Ja. til løde og klæder, til smag og 
lugt. til at styrke legemet og til at 
vederkvæge sjælen. 

Og det har behaget Gud at give alt dette 
til menneskene: thi derlor er det blevet 
skabt til at bruges med måde og ikke i 
overmål, ej heller med overdrivelse. Og i 
intet lortørner mennesket Gud mere. og 
mod ingen er hans vrede blusset op i 
større grad end mod dem. der ikke 
anerkender hans hånd i alle ting. og som 
ikke adlyder hans belalinger.' (L&P 
59:15:21) 

Proleten Joseph siges at have sagt en- 
gang, at en al de største synder, sidste 
dages hellige ville blive skyldige i, ville 
være den synd. der hedder utaknemme- 
lighed. Jeg tror nok. at de Heste al os 
ikke har tænkt på det som en alvorlig 
synd. 

Der er megen tilbøjelighed til. al vi i vore 
bønner — i vores samtaler med Gud — 
beder om yderligere velsignelser. Som- 
me tider synes jeg. at vi har brug Ior i 
højeie grad at bruge vore bønner til at 
give udtryk Ior taknemmelighed over de 
velsignelser, vi allerede har modtaget. 
Selvlølgelig har vi brug Ior de velsignel- 



14 



sci. \i allerede run laet. Men h\is vi 
svnder med hens>n til bøn. så tror jeg. 
det skvldes. at vi undlader at give udtr>k 
ler taknemmelighed over vore daglige 
velsignelser 

Præsident Bngham Young udtalte næst- 
en den samme advarsel som Joseph 
Smith — at det ville blive en al de sidste 
dages helliges største svnder. Jeg tror 
ikke. at det er. lordi vi er mindre tak- 
nemmelige end andre mennesker — men 
lordi vi hai så meget mere at være 
taknemmelig lor. 

Som sidste dages hellige tager vi de 
mange velsignelser tor noget selv- 
følgeligt. Jeg regner med. at vi ikke 
beti agter det som noget særligt. 
Ved alslutningen ai den anden verdens- 
krig sad jeg i mit kontor i Salt Lake City 
og lik en teleionopringning Ira en mand 
i New York, en mangemillionær, som 
havde tjent 30 millioner dollars allerede, 
da han var 30 ar. Han havde en søn i 
militærlejr lige uden tor Salt Lake City. 
Denne dreng havde ventet at blive sendt 
til udenlandske krigsskuepladser, sådan 
som sa mange andre var blevet det. 
Sa sluttede krigen, og de blev stuvet 
sammen i den lejr som sardiner i en dåse. 

Denne unge mand var skullet, og hans 
lar var bek>mret lor ham. Så han ringe- 
de og sagde: „Vil De ikke nok unge ham 
op og prøve at opmuntre ham en smu- 
le? " Jeg sagde: .Jo. selvlølgelig. det vil 
jeg v ære glad lor at gøre." Ogjeg ringede 
ham op og sagde: ..Kunne du tænke dig 
at komme til mit kontor og besøge 
mig':" Og han sagde: ..Det vil jeg be- 
stemt gerne." Han kom en smule lor 
sent. og jeg var lige ved at tage hjem. da 
han ankom. 

Jeg spurgte: ..Har du l>st til at tage med 
mig hjem og lå lidt at spise sammen med 
lamihen'.' Min kone ved ikke, at du 
kommer, men du vil være velkommen." 
Og han svarede: .Jeg kan ikke tænke 
mig noget, jeg hellere vil gøre i alten end 
det." Så vi tog aisted. og vi hk vores 
altensmad. og vi holdt vores bøn. Vi 



samledes omkring klaveret bagelter og 
lornøjede os med at synge. 
Og etter at vi havde hygget os nogen tid, 
kørte jeg ham til hans bus. Nogle lå dage 
elter tik jeg brev Ira hans lar, og man 
skulle tro. at jeg havde reddet den drengs 
liv. Faderen citerede Ira et brev. hans 
søn havde skrevet, og hvori han sagde: 
..Far. jeg vidste ikke, at der tandtes 
mennesker i denne verden, som levede 
på den måde." Jo. vi tager det som en 
selvlølge altsammen. Her var en mand, 
der var millioner al dollars værd — han 
kunne skalle sig alt. hvad penge kan 
købe. og ville aldrig savne penge — og 
alligevel ejede han ikke noget så enkelt 
som bøn og hengivenhed og hygge i 
hjemmet. 

Vi ma være taknemmelige. Jegtroi ikke. 
der lindes nogen virkelig karakter, hvis 
man ikke er taknemmelig. Det er kende- 
legnet på en virkelig stærk karakter at 
være l>ldt al taksigelse og taknemmelig- 
hed over de velsignelser vi lår. Vi har 
brug lor mere al den ånd i voie hjem. i 
vor daglige omgangskreds, i kirken, 
hvoi som heist. Det er ikke noget, som 
koster noget. Det er så let at opb>gge en 
and al påskønnelse og taknemmelighed. 
Og det er også meget let at være utilireds 
og misundelig på andre mennesker. 
Jeg husker, at jeg lærte en lektie en alten i 
et hhe ward ude på landet i Idaho, mens 
jeg icjste lor Lniversity ol Idaho. Jeg 
gennemrejste den dejlige slat i otte år. 
Jeg har været i hver eneste b> og landsb} 
i den stat. Del vai ikke ualmindeligt, at 
jeg var hjemmeha i to uger. Så kunne jeg 
komme hjem. og som stavsleder måtte 
jeg sa aisted igen til et møde. Jeg tog så et 
bad. skiltede tøj og gik. Min kone 
plejede at sige: ..Ved du hvad. når du er 
hjemme, ei du altid ude til møde." 
Engang det skete, kom en al mine 
småpiger hen til hoveddøren, vinkede 
laivel og sagde: ..Kom og besøg os en 
anden gang. lar." 

Jeg savnede altid min tamihe. og ved 
denne specielle lejlighed, hvor jeg var i 
Pocatello en søndag, var tankerne hos 



15 



min tamihe. der var så langt borte, og jeg 
tænkte: .Jeg vil lige køre ned til Whitney 
og prøve at nå nadvermødet og hilse på 
gamle bekendte blandt de dejlige men- 
nesker der. ' Så kørte jeg derned og 
nåede liem. ligesom mødet skulle til at 
begynde, og biskoppen var på vej ind i 
knkebygningen. 

Han bad mig lølge med. Han ha\de ioi 
\ane at sætte sig op pa lorhøjningen u 
minuttei. tør mødet skulle begynde, så 
han kunne se lolk komme ind. Han lod 
sine rådgivere sta nede ved døren, og 
som jeg sad der. betragtede jeg de grup- 
per, der kom ind. Der var lamiliegrup- 
per med lar. mor og børn, og jeg kendte 
praktisk talt dem allesammen. Jeg kend- 
te alle torældrene og kunne genkende 
børnene, tordi de kom sammen med 
torældrene. 

Na. mødet begyndte, og det var en at 
rådgiverne, der ledte det. Han bad mig 
sige nogle la ord. Og mens jeg sad der, 
tænkte jeg: ..Ville det ikke være vidun- 
derligt, om man kunne være hjemme 
hver eneste søndag og gå i kirke sammen 
med sin familie? Ville det ikke være 
dejligt?" Men da han præsenterede mig, 



sagde han: ..Brødre og søstre, ville det 
ikke være vidunderligt, om man havde 
sådan et job som bror Benson? Han 
rejser altid rundt i vores dejlige stat. Han 
er altid pa rejse." Og jeg tænkte: ,.Hvor 
ei det sandt, hvad ordsproget siger, at 
naboens græs altid synes grønnere end 
vores eget."" 

Jeg håber, at vi vil'være lykkelige, der 
hvor vi er. være taknemmelige lor vore 
velsignelser — nu - - og her: at vi vil 
acceptere den udlordnng. vi lever med 
og la det mest mulige ud al den. og 
aldrig være misundelige på andre. 
Gud hjælpe os til at være taknemmelige. 
Nogen har sagt. at en utaknemmelig 
mand er som et svin, der æder æblerne 
under et træ og aldrig kikker op ior at se. 
hvor de kommer Ira; ser vi op ior at 
konstatere, hvor velsignelserne kommer 
Ira? 

Gud hjælpe os til at være taknemmelige 
lor vore velsignelser og aldrig være skyl- 
dige i synden at være utaknemmelige. 
..Den. der modtager alt med taknemme- 
lighed, skal blive herliggjoi t. og de jordi- 
ske ting skal tilfalde ham hundrede fold, 
ja. mere." (L&P 78:19), 



16 



Hvor er 

de ni? W 



Lukas 17. .11-19 





På sin vej til Jerusalem kom Jesus 
igennem landet omkring Galilæa og 
Samaria, idet han prædikede, hvor 
han kom frem. En dag nærmede han 
sig en bestemt landsby. Han traf ti 
mænd, som var spedalske, (det er en 
sygdom, der misfarver og misdanner 
huden og legemet) som var blevet 
sendt væk fra deres familier og ven- 
ner, fordi de blev betragtet som 
„urene". Folk troede også, forøvrigt 
fejlagtigt, at spedalskhed var smits- 
om. 

Mændene så Frelseren komme, og 
de råbte til ham: „Jesus, Mester, 
forbarm dig over os." Det pinte Jesus 
at se, hvor dårligt mændene var 
blevet behandlet på grund af deres 
sygdom, og han ville gerne hjælpe 
dem. 

„Gå hen og lad jer syne af præster- 
ne," sagde han til dem. „Og det skete, 
mens de gik derhen, blev de renset." 
(d.v.s. helbredt) 



Da en af mændene, en samaritaner, 
opdagede, hvordan hans krop på 
mirakuløs måde var blevet helbredt, 
vendte han tilbage til Jesus og priste 
han højlydt sin himmelske Fader for 
sin helbredelse. Og så knælede man- 
den for Jesu fødder, og med bøjet 
hoved takkede han ham oprigtigt for 
sit mirakel. 

Jesus spurgte samaritaneren: „Var 
der ikke ti, der blev renset? Hvor er de 
ni?" Jesus var ked af, at kun én ud af 
ti, som var blevet helbredt, huskede 
at takke vor himmelske Fader for 
hans barmhjertighed. Imidlertid var 
Jesus glad over, at samaritanen 
forstod velsignelsen og gav udtryk 
for sin taknemmelighed. Han sagde 
venligt til ham: „Stå op, drag bort; 
din tro har frelst dig.'* (gjort dig rask) 



Woody og jeg 



af Betty Lou Mell 





.1 eg har en legetøjskasse i mit værelse. 
1 den har jeg klodser og forskellige 
slags spil. I hjørnet har jeg en æske 
fuld af pinde. Jeg elsker pinde. Nogle 
er glatte, og nogle er ru. Nogle er 
lange, og nogle er korte. Pinde er 
gode til at grave med, og man kan 
kaste dem meget langt. 
Jeg kaldte min bedste pind for Woo- 
dy. Når vi rejste væk, tog jeg altid 
Woody med mig. Han var lille, og jeg 
havde ham i lommen. Han var glat 
og lå godt i hånden. Om natten lagde 
jeg ham under min pude. Han var en 
meget god ven. 

En dag stak Woody hul i min lomme, 
og mor blev sur. 

„Hvordan fik du det hul i lommen?'"' 
spurgte hun. 

„Det kom bare helt afsig selv,"' sagde 
jeg. Jeg ville ikke fortælle hende, at 



det var Woody, der havde gjort det. 
„Havde du den pind i lommen igen?" 
Jeg kikkede bare ned på mine 
snørebånd. De var gået op. 
„Du og den pind." udbrød min mor. 
„Hvorfor beholder du den?" 
„Han er min ven, mor." 
Så smilede mor og fortalte mig, at det 
var godt at have en ven. 
Jeg kan vældig godt lide mor og vil 
ikke gerne gøre hende vred, så jeg 
havde en alvorlig samtale med Woo- 
dy. Jeg sagde til ham, at han aldrig 
mere måtte lave hul i mine bukser. 
Han græd ikke eller sådan noget. 
Han hørte bare efter. Så syntes jeg, at 
det var synd for ham og lod ham få en 
flyvetur. Woody elskede at flyve. 
Der ligger en mark bagved vores hus, 
og vi gik os en tur. Jeg så en plante, 
der havde sådan nogle kønne blom- 
ster. En sommerfugl sad i den. Jeg 
holdt Woody meget stille, og som- 
merfuglen satte sig på den. Og deref- 
ter landede den lige på min hånd. 
Dens fødder føltes så sjovt. Da 
sommerfuglen fløj sin vej, gravede 
Woody og jeg planten op. Vi tog den 
med hjem og plantede den ved siden 
af garagen. Mor var meget glad, da 
hun så, hvor pæn den var. 
„Jeg er ked af det med hullet i 
lommen, mor. Det var min skyld," 
indrømmede jeg. 
Mor gav mig et knus og rodede med 



hånden op i mit hår. Jeg elsker min 
mor. 

En dag kom min fætter Jeff over for 
at lege. Vi legede under bagveran- 
daen. Jeff havde en lille lastvogn, og 
jeg havde en traktor, der kunne 
trækkes op. Mor gav os en tom 
havregrynspakke, og vi lavede huse 
og veje. 

Jeg ville lave en ny vej. Jeff brugte 
skovlen, så jeg tog Woody op af 
lommen og begyndte at grave. Woo- 
dy er god til at grave pæne veje. Jeg 
blev ved med at lave vejen længere og 
længere, indtil jeg ramte en sten, og 
så knæk. Jeg samlede det stykke op, 
der var brækket af og prøvede at 
reparere Woody, men det var ingen 
nytte til. Jeg havde lyst til at græde, 
men Jeff var der jo. 
„Det er bare en dum pind," sagde 
Jeff. 

Jeg lagde Woodys forskellige dele 
under verandatrinene og fortsatte 
med at lege. Da Jeff gik hjem, kravle- 
de jeg ned under verandaen og fik fat 
på stykkerne. 

„Jeg er så ked af det," hviskede jeg. 
Han sagde ikke noget. Jeg lagde ham 
i havregrynspakken og bar ham der- 
hen, hvor vi havde plantet blomsten 
og gravede et hul. Så lagde jeg 
Woody i hullet og dækkede det til. 
Han var sådan en god pind, og jeg 
savner ham meget. 




Af James E. Hyer 



Med nogle dråber varm stearin sæt- 
ter du et lys fast på den indvendige 
side af en dyb tallerken. Så hælder du 
vand i tallerkenen og sætter et tomt 
syltetøjsglas ned over det tændte lys, 
idet du forhindrer glassets åbning i at 



røre tallerkenens bund ved at an- 
bringe tre fire mønter under kanten. 
Et minut eller så derefter går lyset ud, 
og vandet stiger o det omvendte 
syltetøjsglas. Det sker, fordi lyset 
brænder, og opvarmer luften i glas- 



Hvis en astronaut prøvede at sætte sig Her er et andet eksperiment: Sæt en 



på en tegnestijt, mens han var ude i sin 
omløbsbane, kunne den vægtløse teg- 
nestijt ikke stikke den vægtløse astro- 
naut. 



flaske med snæver hals med bunden 
opad ned i en dyb tallerken, fyldt 
med vand. Hold begge hænder fast 
omkring flasken, så varmen fra dine 
hænder opvarmer luften inden i. 
Nogen luft vil trænge ud, og du kan 
se et par bobler komme ud. Så vil 
vandet stige i flasken. 



Kommer der bobler op i vandet rundt 
om glasset, mens det brændende lys 
opvarmer lujten i glasset? 



så lutten udvider sig. Når ilten er 
brugt op i glasset, går lyset ud. Så 
bliver luften koldere, eftersom den 
afgiver varme til glasset og vandet. 
Den koldere luft trækker sig sam- 
men, indtil den ikke længere udfylder 
pladsen inden i glasset. Derved bliver 
lufttrykket i glasset mindre end 
udenfor, og så presser lufttrykket 
vandet op i glasset. 
Da luft for en femtedels vedkom- 
mende består af ilt, er man tilbøjelig 
til at mene, at vandet i glasset tager 
iltens plads, efterhånden som den 
opbruges. I virkeligheden dannes der 
kultveilte og vanddampe, idet ilten 
opbruges, så disse luftarter optager 
den plads, der udfyldtes af ilten. 




Hvis der benyttes tre størrelser glas 
til udførelsen af denne aktivitet, vil 
mængden af vand, der hæver sig i 
hvert glas, så være den samme? 





Hvad er det, der hverken har vægt 
eller bredde, længde eller tykkelse, 
men alligevel kan måles nøjagtigt? 



Ris-bedet var ikke større end det 
vatterede tæppe på Sok-tae,s seng, 
men a ligevel var det et meget vigtigt 
bed. Soktae smøgede bukserne op og 
ligeså ærmerne. Så tog han et bundt 
risplanter i den ene hånd og stak 
planterne én ad gangen under vandet 
og ned i mudderet på bunden. 
Sok-tae's hænder arbejdede hurtigt 
og rytmisk, som om han gik efter en 
tromme. Pludselig standsede han op 
for at lytte til tonerne af en fløjte. 



Soktae 



af Anobel Armour 
illustreret af Dick Brown 



Han rettede sig op og kikkede ud 
over dalen. „En parade, en parade." 
råbte han . . . 

Han sprang op fra bedet og løb 
gennem haven, ned ad den brostens- 
belagte sti, forbi pæretræet og ud på 
gaden. Hans hænder og fødder var 
fulde af mudder, og vandet dryppede 
endnu fra hans krop og dannede 
mønstre på brostenene. „Vent på 
mig,"* råbte han. Og så begyndte han 
at gå bagefter den farvestrålende 
parade. 





Han fulgte processionen henad den 
ene gade og nedad den anden. Først 
da det hele var forbi, kom han i 
tanker om risbedet. 
Han var løbet efter paraden uden at 
blive træt, men nu måtte han næsten 
trække benene efter sig. ,,Hvad vil 
mor sige til mig?*" hulkede han. 
Mor stod på den smalle veranda med 
Sok-tae" s lille søster kikkende lrem 
bag hende. 

„De fine rødder på risplanterne er 
tørrede ud af solen. De er allesam- 
men gået ud,"* sagde mor strengt, 
„og vi er så afhængige af vores lille 
bed. Det giver os det meste al vores 
mad." Hun så trist på ham og 
tilføjede: ,,Og jeg stolede sådan på 
dig, min søn." 

Sok-tae vidste, at han havde været 
selvisk og havde forårsaget stor ska- 
de, og han vidste ikke, hvordan han 
skulle gøre det godt igen. Hans mor 
havde stolet på ham, og han havde 
svigtet hende. Han bøjede hovedet 
og bad stille: „Hjælp mig, himmel- 
ske Fader." 

De tre satte sig på verandaen uden at 
tale. Sok-tae kunne ikke få sig til at 
gå hen til bedet og se de udtørrede 
planter. Da en nabo standsede op 
ved lågen, så de allesammen op. Sok- 
tae havde tit hjulpet hende med 
hendes havearbejde. Da hun var 
hans ven, var han i stand til at smile 
til hende, men indvendig græd han. 
„Jeg vil gerne have dig til at plante 



mit lille risbed, Sok-tae," sagde hun. 
„Den dreng, som gjorde det sidste år, 
kan ikke komme i år. Jeg har sparet 
penge sammen, så jeg kan betale dig 
for det," lovede hun. 
Sok-tae sprang straks op og gik med 
naboen. „Nu kan jeg købe planter til 
vores eget bed," tænkte han. „Så 
behover mor ikke mere al bekymre 
sig." Kvindens ris-bed var lille lige- 
som deres eget. Sok-tae bragte ris- 
planterne derhen, og idet han tog én 
af planterne med den højre hånd, 
stak han den ned i vandet og videre 
ned i mudderet, idet han holdt en fast 
rytme. 

Til sidst løftede han hovedet og 
trådte op af bedet. Et stort smil gik 
over hans ansigt, da han betragtede 
sit værk. Og da han var kommet hen 
til nabokonens hus, sagde han: „Jeg 
satte planterne tæt sammen, men der 
er stadig en del tilovers." 
„Dem må du gerne få, Sok-tae," 
sagde nabokonen. „Solen vil allige- 
vel hurtigt udtørre de fine rødder, 
hvis de ikke bliver plantet." Han 
syntes, han kunne føle hjertet springe 
et par takter over, da han sagde 
hende tak. Så løste hun knuden op på 
et silketørklæde og tog nogle 
småmønter frem. „Her er de penge, 
jeg lovede dig," sagde hun. 
„Jeg kan ikke tage imod penge og 
også planterne," sagde Sok-tae be- 
tænkeligt til nabokonen. 
„Jeg lovede dig jo pengene, og plan- 



terne er bare dem, der er tilovers, " 
insisterede hun. Hun rakte igen pen- 
gene ud mod ham. 
Sok-tae sænkede hovedet, da han 
følte, at han blev hed i kinderne. „Jeg 
gik med paraden og lod planterne 
ligge og tørre ud i solen," stammede 
han. Så så han op. „Jeg ville købe 
flere planter med de penge, men det 
behøver jeg ikke nu. Hvis jeg nu tog 
Deres penge, ville det blive som om 
De betalte mig to gange." Han ryste- 
de på hovedet. 

Kvinden smilede og bandt igen 
mønterne ind i tørklædet. Så rynke- 
de hun næsen ad ham. „Hvor har du 
lært at være sådan en god nabo?" 
spurgte hun. 

- Nu smilede Soktae så bredt, at det 
næsten gjorde ondt i munden. „I 



primary siger de: "Du skal elske din 
næste'." forklarede han. 
„Jeg kunne nok li 1 at høre mere om, 
hvad de lærer dig i primary," sagde 
hun. 

„Jeg skal nok fortælle Dem meget af 
det," lovede Sok-tae. 
De smilede til hinanden. Så tog Sok- 
tae sine risplanter og skyndte sig 
hjem, idet han ophidset tænkte: 
„Min ven vil høre på, hvad jeg vil 
fortælle hende om vores kirke, og 
måske vil hun blive interesseret og 
lade missionærerne komme og give 
hende lektierne.'" 

Sok-tae var så glad bare ved at tænke 
på sin nabo, at han var helt overbe- 
vist om, at han aldrig mere ville løbe 
efter en parade, om den så kom lige 
igennem deres eget risbed. 




Farvelæg alle de felter, hvor der er en prik. 




9 



Tempel savsmuld 



af Gertrude M. Richards 
Illustreret af Shauna Mooney 



„Rosie." råbte mor, ,,nu skal du og 
Herbert hen til far med hans mad." 
Det lod vi os ikke sige to gange, fol- 
det var et ærinde, vi var glade for at 
udføre. Mor fyldte en tallerken med 
varm mad, dækkede den med et 
viskestykke for at holde den varm, 
pakkede den omhyggeligt ind i en 
middagsserviet og lagde den i en 
kurv. Så rakte hun os kurven og gav 
os de sidste instruktioner: „Bær den 



forsigtigt, lad være med at lege på 
vejen, og skynd jer så hjem, når far 
har spist." 

Der var ti blokke fra vores hus og til 
tempelpladsen i Salt Lake City, hvor 
far arbejdede som stenhugger. Men 
der forek om os ikke så slngt, når vi 
talte, talte om. hvor vi skulle more 
mens far spiste sin mad. Det var sjovt 
at se de kæmpestore granitblokke 
blive bragt ind fra bjergene med 







■TVTyfej 



oksetrukne vogne. Mens vognene 
blev lossede, stod okserne tålmodigt 
og viftede fluerne væk med halen. 
Når stenene var blevet hugget til og 
pudset fine i den helt rigtige størrelse 
og form, blev de stillet på højkant og 
anbragt i rækker lige som domino- 
brikker, med de skarpe kanter stik- 
kende frem lige som savtænder. Vi 
elskede at løbe frem og tilbage oven 
på disse stendominobrikker med vo- 
re bare fødder. Sko var noget, vi 
gemte til søndage og skolebrug. 
Sommetider stod vi og så på, mens 
stenhuggerne huggede sol, måne og 
stjerner ind i nogle af stenene. Hver 
mand holdt en fin jernmejsel i sin 
venstre hånd og en hård trækølle i 
den højre, og så slog han ganske 
forsigtigt, for ikke at slå for meget af 
stenen og ødelægge mønstret. 
I dag havde far en særlig overraskelse 
for os. Han sagde: ,,De mænd, som 
laver den cirkelrunde trappe (der 
skulle være en i hvert hjørne af 
bygningen), har sagt, at I gerne må 
gå så højt op ad den, som den rækker 
nu, men I må gå der ganske stille, fol- 
det er jo Herrens Hus.'' 
Jeg tog Herbert i hånden, og sammen 
klatrede vi op ad de vældigt høje 



trappetrin - op og op og op, til vi blev 
helt forpustede. Det var lettere at gå 
nedad. Så tog far os med hen til 
snedkerværkstedet, hvor træet til 
bygningen blev savet. På gulvet lå 
der en bunke rent savsmuld, og far 
sagde, at formanden havde sagt, at 
det ville være i orden, hvis vi tog 
noget af det med hjem, så mor kunne 
vise os, hvordan man laver en 
nålepude. „En dag vil det blive noget 
ganske særligt," sagde far, „at have 
en nålepude, der er lavet med tempel- 
savsmuld. " 

Ivrigt fyldte vi kurven med fint 
savsmuld og skyndte os hjem. Men 
mor havde ikke tid lige med det 
samme til at hjælpe os med at lave 
nålepuden. Hun var travlt optaget af 
at blive færdig med at vaske og stryge 
for søster Young, som boede lige ved 
siden af, og den lille var urolig og 
måtte passes. Jeg vuggede ham i 
søvn, og så hjalp jeg mor med at lave 
aftensmad. 

Om aftenen, efter at der var vasket 
op og sat til side, fandt mor et stykke 
stærkt, brunt stof, hvorpå hun tegne- 
de et stort figenblad. Hun viste mig, 
hvordan man broderer grønne stre- 



11 



ger til ribber og angiver kanterne 
med almindelige sting. 
Et stykke svarende til bagsiden blev 
syet på forsiden, idet hun dog lod et 
hul blive tilbage øverst oppe, som vi 
kunne hælde savsmulden ned igen- 
nem, lige til der ikke kunne være 
mere. Det gjorde vi, og syede derefter 
hullet til, så ikke noget af det kosteli- 
ge savsmuld skulle gå til spilde. 
Da nålepuden var færdig, viste jeg 
den stolt til far, så han kunne god- 
kende den, og derefter anbragte vi 
den oven på mors kommode sam- 
men med mine andre skatte. 
Nogen tid derefter blev mor kaldt til 
Idaho for at hjælpe med et nyt 
barnebarn, og hun overlod madlav- 
ningen og pasningen af huset til mig. 
Herbert hjalp til med det, der skulle 
gøres udendørs, mens vore små 
søstre, Aggie og Birdie, legede sam- 
men under træerne. En morgen lagde 
jeg mærke til, hvor falmede og slidte 
Birdie's kjoler, som var gået i arv fra 
os større søstre, egentlig var, og så 
bad jeg far give mig en krone til at 
købe noget stof for, så jeg kunne sy 
hende en ny kjole. 
1 McMasters forretning købte jeg et 
stykke dejligt lyserødt gingham. 
(stribet eller ternet bomuldsstof 
O.a.) Jeg lagde det på gulvet, og ved 
hjælp af nåle fra tempel- 
savsmuldsnålepuden hæftede jeg 



den ene af Birdies gamle kjoler fast 
som monster for den nye. Derefter 
klippede jeg langs med den gamle 
kjole i det nye stof, og bagefter syede 
jeg de to ens stykker sammen. Birdie 
så lige så sød ud som en rosenknop, 
da far kom hjem fra arbejde den 
aften. 

Da jeg blev ældre, fik jeg arbejde i en 
kjoleforretning og lærte, hvordan jeg 
syede pænt tøj til mig selv og til mor 
og også til mine mindre søskende. 
Ikke længe derefter bad Jody, min 
barndomsven, mig gifte mig med 
ham. Og da jeg en dag så nærmere på 
tempelsavsmuldsnålepuden, vidste 
jeg, at jeg ville giftes i templet. 
Men efter at have været under 
opførelse i næsten fyrretyve år, var 
templet endnu ikke færdigt, så Jody s 
far løste problemet ved at give os en 
jernbanebillet til Logan. En smuk 
junidag blev vi gift i Logantemplet 
for tid og al evighed. 
Den nålepude, der blev lavet af 
savsmuld Ira templet, har rejst med 
os fra vores hjem i Salt Lake City. 
Den var med os, hvor som helst vi 
har levet. Og den har været en 
påmindelse til hvert af vore otte børn 
om, at templet er et helligt og vigtigt 
sted. Far havde ret. Det har virkelig 
været ,,en god ting af have en 
nålepude, der er lavet af tempelsavs- 
muld.''" 



12 



Den uendelige 
forsoning 



af Joseph Fielding Smith: 

„At spise til ihukommelse af ham. Bety- 
der det, at jeg blot husker på, at for 
næsten 2.000 år siden tog ugudelige 
mænd ham, hængte ham på korset, slog 
søm igennem hans hænder og fødder og 
lod ham hænge der og dø? For mig har 
det en langt dybere mening end dette. At 
ihukomme ham - hvorfor var han på 
korset? Hvilken velsignelse bliver mig til 
del, fordi han var på korset? Hvilke 
lidelser gennemgik han på korset, for at 
jeg kunne blive forløst eller få mine 
synder forladt? Ja, naturligvis ville et 
menneske tænke: Han fik slået søm 
igennem sine hænder og sine fødder og 
han hang der, indtil han døde. Tusinder 
døde på denne måde. Det var på et 
tidspunkt af verdens historie, den fore- 
trukne måde at slå folk ihjel på. Ikke 
alene lod de dem dø på kors, men de 
overhældte deres legeme med olie og 
satte ild til dem, hvilket måske var 
barmhjertigt, fordi det bragte en hurtige- 
re ende på det. Men, hvad andet led han? 
Dette er en ting, som jeg tror, at de fleste 
af os overser. Jeg er overbevist om, at 
hans største lidelse ikke var, at der blev 
slået søm igennem hans hænder og hans 
fødder og at han hang på korset, hvor 
martrende og forfærdeligt dette end var. 
Han bar på en anden byrde, som var 
langt mere betydningsfuld og gennem- 
trængende. Hvordan? Vi forstår det ikke 
helt klart, men jeg fanger et lille glimt af 
det. Der er ingen af os, regner jeg med, 
som ikke har gjort ét eller andet forkert 



og derefter har været ked af det og 
ønsket, at vi ikke havde gjort det. Så 
rammer vores samvittighed os, og vi har 
haft det meget, meget elendigt. Har I 
prøvet noget sådan? Jeg har. Men her har 
vi Guds Søn, bærende byrden af mine 
overtrædelser og jeres overtrædelser og 
overtrædelserne hos enhver sjæl, som 
modtager Jesu Kristi evangelium. Hans 
største pinsel var ikke sømmene i hans 
hænder eller fødder, selv om det var 
slemt, men en sindets pinsel, på én eller 
anden måde, som ikke står klart for mig. 
Men han bar byrden - vor byrde. Jeg 
gjorde den tungere; det samme gjorde I. 
Det gjorde hvert eneste menneske. Han 
påtog sig selv at betale prisen for at jeg 
kunne undslippe - for at I kunne undslip- 
pe - straffen, på betingelse af, at vi vil 
modtage hans evangelium og være trofa- 
ste og stærke i det. Det er det, som jeg 
forsøger at tænke på. Det er det, som jeg 
ihukommer - den martrende smerte, da 
han i sin bøn til sin Fader råbte om denne 
kalk måtte gå ham forbi. Han bad ikke 
om at blive befriet, fordi der blev hamret 
søm ind i hans hænder og fødder; han 
havde end smerte større end dette, på én 
eller anden måde, som jeg ikke forstår. 
Men han betalte den gæld, som jeg har, 
den gæld, som I har og da han gjorde alt 
dette for os, brødre og søstre, kan vi så 
ikke holde hans befalinger? {„Fult, Ato- 
nement, Resurrection, Sacramento tale 
holdt til Salt Lake Institute of Religion, 
den 14. januar 1961). 



17 



Om at muliggøre et vidnesbyrd 



af Theo E. McKean 



En at de mest virkningsfulde lektier, jeg 
nogen sinde har lært at et andet menne- 
ske, kom Ira en sød, ung dame, som 
boede hos os, mens hun studerede ved 
Brigham Young Universitet. Selv om 
hun var luldstændig blind, var hendes 
åndelige evner usædvanlige øjensynlige. 
Hun kunne i. eks. spørge om et teleion- 
nummer og gjorde det kun en gang. Hun 
glemte det aldrig. Min kone og andre 
plejede at læse lektierne højt tor hende en 
enkelt gang. Hendes karakter blev otte 
de bedste i hendes klasse. 
Da jeg også studerede på universitetet, 
plejede jeg ved hvert semesters begvndel- 
se at ledsage hende og hendes hund til de 
forskellige nye klasseværelser. Jeg 
behøvede kun at gøre det en gang. Det 
var nok tor hende. På samme måde 
behøvede de evangeliske principper kun 
at blive forklaret for hende en enkelt 
gang, og så ville hun efterleve dem, helt 
igennem, hele tiden, trotast. 
Den lektie, hun lærte mig, var noget med 
åbne og lukkede døre. Hun blev meget 
irriteret, når nogen tankeløst lod en dør 
stå halvt åben — eller halvt lukket. 
Hendes høreevner var så højt udviklede, 
at et svagt ekko af hendes trin afslørede 
tor hende placeringen at enhver dør, som 
hun nærmede sig. undtagen når den var 
halvt lukket, altså midt imellem. Så 
kunne hun risikere at gå lige ind i den. 



Fiasko på grund af forsømmelse 

Herren er mest tilfreds mes os som sine 
børn, når dørene i vort liv er placeret, 
som de burde være: åbne for det gode. os 
lukket for det onde. Til kirkens medlem- 
mer i det gamle Laodikea sagde han: 
„Jeg kender dine gerninger: du er hver- 
ken kold eller varm. Gid du var kold eller 
varm. 

Derfor, fordi du er lunken og hverken 
varm eller kold, har jeg sinde et udspy dig 
af min mund.'* (Johs. Åb. 3:15-16) 

Lær — og lev derefter 

Et al hovedformålene med belærings — 
tillærings — processen er at gøre os op- 
mærksomme på, hvad der er rigtigt, og 
hvad der er forkert - hvad vi åbent bør 
acceptere for vores tilværelse, og hvad vi 
bør afvise. Men den største udfordring, 
vi har, er ikke så meget at lære sandhe- 
den, som det er at efterleve sandheden, 
når først vi kender og forstår den. 
Samtidig med at Herren irettesatte kir- 
kens medlemmer i Laodikea tor deres 
utroskab, var han hurtig til at rose dem i 
den asiatiske gren at kirken i Filadelfia, 
som havde valgt at leve etter hans ord. 
,.Og til menighedens engel i Filadeltia: 
,, Dette siger den Hellige, den Sanddru, 
han, som har Davids nøgle og lukker op. 
så mgen kan lukke /, og lukker i, så ingen 
kan lukke op: 



18 



Jeg kender dine gerninger. Se. ie.g hor 
stillet dig j or an en åben dor, som ingen 
kan lukket; thi vel er din kraft kun liden, 
men du har holdt last ved mit ord og ikke 
fornægtet mit navn, fordi du har holdt 
fast ved mit bud om udholdendhed, vil 
jeg også holde dig fast og fri dig ud af den 
prøvelsens stund, som skal komme over 
hele jorderige'." (Johs. Åb. 3:7-10) 



Også eleven er ansvarlig 

Den. der lærer, har såvel som den belæ- 
rende, wguge opgaver, der ma udiøres, 
hvis belærings-iillænngsprocessen skal 
blive fuldstændig. 

Ved siden al at vejlede eleven i et studium 
at evangeliet, vidne om, at det, som 
eleven lærer, er sandt, og tilskyndelse af 
eleven til personligt at anvende evange- 
liet i sin egen tilværelse, må læreren også 
respektere elevens fuldstændige ret til og 
ansvar før at vælge lor sig selv, hvad 
enten han vil acceptere eller afvise det. 
På den anden side er den elev, som har 
forsket i skrifterfie og Guds levende 
profeters ord efter sandhedsprincipper 
og er kommet til at kende sandheden af 
disse principper gennem Helligåndens 
kratt, derefter forpligtet til at træffe en 
beslutning om personligt at ville efterleve 
dem. Dette atsluttende skridt er vigtigt, 
hvis elevens tillæringsproces skal være 
fuldkommen. (Se skemaet „Belæ- 
rings /Tillærings-forholdet' 1 i Den danske 
Stjerne for februar 1977, s. 56-57) Tillæ- 
ringen har ikke fundet sted, før vi kan 
„Skelne godt fra ondt; og . . . antage alt, 
hvad der er godt" (Moroni 7:19. Frem- 
hævelse tilfjøjet). 

Om at vælge at adlyde 

Josua tryglede Israel: „Vælg i dag. hvem 
1 vil tjene . . . Men jeg og mit hus. vi vil 
tjene Herren." (Josua 24:15) 
Præsident N. Eldon Tanner har kom- 
menteret Josuas ord således: 
„Ordet 'vælge' angiver, at vi har lrihed, 
ret og mulighed tor at vælge ... T 
betyder, at det er op til dig personligt at 



trælle en afgørelse, at tage det fulde 
ansvar lor dit valg og de konsekvenser. , 
det vil medføre. "1 dag' betyder, at nu er 
tiden inde til at vælge, til at sættedin kurs, 
og ikke i morgen — der findes ingen i 
morgen, kun i dag — hvis der var, så ville 
det måske være for sen i. Hvem betyder 
hvilken Gud du vil tjene. "Tjene" er ikke 
en passiv acceptering eller tjeneste ved 
ord, men det er den fulde acceptering og 
alt det, som ordet indbefatter."' (Chureh 
News lor 8. juni 1963) 
Sommetider lortvivler vi over den kends- 
gerning, at fejliayeKei og ondskab 
ekisterer i verden i dag. Vi ma ikke 
glemme, at delle også er en ud. hvor 
Herrens ord overstrømmer jorden. Vi 
lever i en tid med evangelisk rigelighed. 
Det er op til os at lære det at kende og at 
følge det. En sådan kurs vil tilsidst 
overvinde det eksisterende onde. 
„1 dag åbenbarer Herren sin vilje til alle 
jordens indbyggere, og ganske særligt til 
kirkens medlemmer, om vor tids proble- 
mer, gennem de levende proteter med 
Det øverste Præsidentskab som overho- 
ved. Hvad de siger som et præsidentskab, 
er det, som Herren ville sige, hvis han var 
her personligt . . . Det bør studeres, 
forstås og efterleves, ligesom åbenbarin- 
gerne i Lære og Pagter og andre hellige 
skrifter . . . 

Dette er en tid med store konflikter 
mellem sandhed og fejl . . . Der er kun en 
sikker vej at skelne sandheden fra fejlen. 
Det er at lære, hvad Faderens tanker og 
vilje er om disse forhold, og så gøre det." 
(Marion G. Romney i Conferenee Re- 
port, April 1945, p. 90-91; fremhævelse 
tilføjet.) 

Vi har svarene 

Evangeliet har virkelig svarene til de 
udfordringer, vi møder. Vores særlige 
udfordring som lærere er at hjælpe vore 
elever at linde meningsfyldte anvendel- 
sesmuligheder i deres egen tilværelse. 
Ældste Neal A. Maxwell udtrykker det 
på denne måde: „Vi vil blive nødt til at 
arbejde bedre — jeg som far, jeg som 



19 



lærer, og bestemt også dig i det klassevæ- 
relse — end vi gør nu med hensyn til at 
hjælpe den unge til at forstå, at der er en 
forbindelse mellem evangeliet og proble- 
merne i verden undenfor, at evangeliet 
virkelig indebærer losningen på menne- 
skelige problemer." (Fra en tale holdt for 
seminar— og institutpersonlalet ved 
Brigham Young University, sommeren 
1970. Se ledsagerartiklen „Evangeliet 
besvarer livets problemer", der er skrevet 
af ældste Neal A. Maxwell). 

At gøre er at vide 

Ved flittigt studium af evangeliet kan vi 
komme til at vide, hvad vi bor gøre. Ved at 
vælge at gøre det, kommer vi til at vide, at 
det er rigtigt. N øglen til om vi gør aet eller 
ikke afhænger af vores valg med hens>n 
til at være lydig. 

Præsident Marion G. Romney opsum- 
merer det således: 

,, Det jordiske menneske er et dobbelt — 
væsen, som er placeret her i jordelivet 
mellem modstridende kræfter. Guds ind- 
flydelse på den ene side inspirerer, trygler 
og opfordrer det til at følge livets vej. 
På den anden side frister Satans magt det 
til ikke at have tro og til at tilsidesætte 
Guds befalinger. Følgerne af menne- 
skets valg hører til kategorien: alt eller 
intet. Der er ingen udvej for at undslippe 
disse modstridende kræfters indflydelse. 



Uomgængeligt ledes mennesket af den 
ene eller den anden. Dets gudgivne hand- 
lefrihed giver magt og mulighed for at 
vælge, men vælge må han."" (Conjerenee 
Report, October 1962, p. 94) 

En indbydelse til enhver af os 

Vores Frelser trygler os i dag, ligesom 

han tryglede os i tidligere tider. Han 

afsluttede sit budskab til de hellige i det 

gamle Laodikea med at sige: „Alle dem, 

jeg har kær, dem revser og tugter jl g; 

derjor nidkær og omvend dig. 

Se, jeg star tor døren og banker; om 

nogen hører min røst og åbner døren, da 

vil jeg gå ind til ham og holde nadver med 

ham, og han med mig. Den, der sejrer, 

ham vil jeg lade sidde sammen med mig 

på min trone, ligsesom også jeg har sejret 

og taget sæde hos min Fader på hans 

trone . 

Den, som har øre, han høre, hvad Ånden 

siger til menighederne." (Johs. Åbenb. 

3:19-22) 

Efter at have nedskrevet dette budskab, 

fortsætter J ohannes Åbnebareren med at 

sige: „Derefter så jeg, og se, en dør var 

åben ind til Himmelen."" (Johs. Åbenb. 

4:1) 

Det er mit personlige vidnesbyrd, at 

enhver af os kan få en sådan dør åbnet for 

os. Og det er min bøn, at det vil ske, i Jesu 

Kristi navn, Amen. 



Lære og Pagter om vidnesbyrd 

L&P. 20:13: 

Og da der nu gives så store vidnesbyrd, skal verden blive dømt veddemja, såmange, som 

herefter skal komme til kundskab om dette værk. 

L&P 84:61: 

Thi jeg vil forlade jer jeres synder med den befaling, at 1 forbliver standhaftige i jeres sind i 
højtidelig andagt og i bønnens ånd ved at bære vidnesbyrd for hele verden om det, som 
bliver givet jer. 

L&P. 1:39: 

Thi se, og giv agt! Herren er Gud, og Ånden bærer vidnesbyrd, og vidnesbyrdet er sandt, 

og sanheden består i al evighed. Amen. 



20 




Evangeliet 

besvarer livets 

problemer 



Betydningen af sammenhæng. 

For det første må vi gøre et bedre stykke 
arbejde — jeg som far jeg som lærer, og 
sandelig I i jeres klassev ærelse — end vi 
nu gør med hansyn til at hjælpe de unge 
til at forstå, at der er en sammenhæng 
mellem evangeliet og verdens problemer, 
og at evangeliet virkelig har løsningen på 
menneskelige problemer . . . 
Det betyder, at det meget anvendte ord 
sammenhæng stadig er et centralt punkt, 
fordi unge mennesker må bringes til at 
forstå, at evangeliet er noget, vi lever, 
ikke bare noget, som vi taler om. Og det 
betyder, at evangeliets relevans, med 
hensyn til hvordan det kan løse menne- 
skelige problemer, er nødt til at blive 
taget mere konsekvent, med større dyg- 
tighed og mere åndeligt, end det er sket 
hidtil . . . 



af ældste Neal A. Maxwell 



Jeg vil gerne med brede penselstrøg male 
for jer, hvad jeg synes er en profil af 
kirkens unge mennesker . . . 
Jeg mener, at vi har en bedre høst, 
kvantitativt og kvalitativt, af første- 
klasses unge mennesker i kirken, end vi 
nogen sinde har haft i denne uddelig. 
Med førsteklasses mener jeg ikke noget 
overmodogt og arrogant, men en elite af 
unge, som er ansvarlige, som ønsker at 
tjene, som tror, at evangeliet er sandt, 
som ønsker at efterleve det, og som må 
træffe vanskelige valg. 
De er fyldte med kundskab og levende 
engageret. Men ikke alle passer til den 
beskrivelse. I søgelyset er der et stort 
denter — masse af aktive of godt oplyste 
unge mormoner, som virker meget 
imponerende, men som endnu ikke er så 
gennemoplyste og veltrænede med hen- 
syn til evangeliet, som eliten er. 
På den anden side af spektret har vi vore 
oprørere og afvigere og afhoppere . . . 
Det er med alle disse forskellige unge i 
kirken, fra eliten til oprøreren, at I vir 
ker 



Vores unge må være fredsstiftere 

Tænk på de unge i kirken. Et af de 
paradokser, som de møder er, at de i 
skrifterne og af vor tids profeter korrekt 
får fortalt, at den tid kommer hurtigt, da 
fred vil blive taget bort fra jorden — og 
det må vi være klar over; vi må ikke være 
naive. Og alligevel får de af de samme 
profeter at vide og lærer fra de samme 
hellige skrifter, at det er deres opgave at 
forkynde fred, at være fredsstiftere. 
Den dobbelte vision må føles i sjælens 
inderste af de unge og finde udtryk i en 
livsform, der tillader dem at være var- 
somme over for den verden, hvori der i 
vor tid ikke igen vil herske fred, og i 
hvilken de alligevel må være fredsstiftere. 
Og så kan de gøre det, som nogle voksne i 
kirken gør, men noget som jeg ikke kan 
godkende, og det er at blive en af vor tids 
Jonas — at profetere katastrofe over 
Nineve og derefter løbe of på en høj i en 
hytte og afvente den store forestilling. 
Det er for mig betydningsfuldt, at Herren 
formanede Jonas, kærligt men alligevel 
irettesættende, for en livsform, hvori han 
satte mere ind på katastrofe end på frelse. 
Vore unge må af al magt arbejde i deres 
tilværelses Nineve, selv om de har en 



21 



følelse af, at katastrofen nærmer sig. 
De skal ikke og bør ikke forlade deres 
post, før de er afløst, og det samme 
gælder enhver af os. Vi kan ikke involve- 
re os i den luksus at være som Jonas, hvor 
vi sætter ind på at fremkalde en katastro- 
fe og næsten ønsker, at den skal komme, 
for at vi kan prale af det. 

Fader Lehi er et bedre eksempel. Fader 
Lehi havde fakta og oplysninger , der 
fortalte ham, at han måske ikke ville få 
held med to af sine sønner; og alligevel 
ser man, at han lige til det sidste elskede 
dem, velsignede dem, opmuntrede dem 
og betjente dem. Det burde være vores 
livsform, og livsformen for de unge 
mænd i Nineve i vor tilværelse. Vi kan 
ikke gøre, som Jonas gjorde, prøve at 
flygte bort og „gemme os væk". Vi kan 
ikke gå op på bjerget og vente på 
katastrofen. Vi er nødt til at blive på vore 
poster, så længe Herren holder os dér. 
Det er lettere for kirkens unge at gøre det, 
hvis de ser nogen af os gøre det. Men det 
betyder ikke, at vi skal være enfoldige og 
naive med hensyn til profetierne eller det, 
som måske vil ske, men lad os ikke løbe 
afsted til bjergene for tidligt . . . 

Kærlighedens kraft 

En af mine gode venner i Washington, 
D.C. kom hjem for nogle måneder siden, 
netop som hans hus var udsat for tyveri. 
Han begik den fejl at tage kampen op 
mod tyven, som skød ham i ryghvirvlen, 
så den beskadigedes så alvorligt, at 
manden blev permanent lammet fra 
bæltestedet og ned. Han var en atletisk, 
livlig og kraftig mand, hvis liv på sørgelig 
måde blev stært forandret på et øjeblik. 
Da jeg besøgte ham på hospitalet kort 
efter ulykken, gik jeg, som vi så ofte gør i 
kirken, derhen for at trøste; men jeg kom 
selv trøstet ud derfra. Fordi han havde 
kæmpet med problemet om tilgivelse, 
var han i stand til med tårefyldte øjne at 
fortælle mig, at han havde tilgivet man- 
den, der havde angrebet ham, og at han 
ikke bar nag eller var blevet bitter . Han 
følte kun kærlighed. Se, det kan ikke ske, 



undtagen i sammenhæng med evighe- 
dens broderskab. 

Når vi bruger de ord, bør vi oftere end 
tilfældet er, specificere de måder, hvorpå 
vi benytter dem og forklare deres betyd- 
ning, for at de unge ikke skal tro, at vort 
sprogbrug betyder det samme, som der- 
es, der befinder sig uden for riget. Når vi 
taler om Guds faderskab, taler vi ikke 
om en livskraft, der er uopnåelig, vi taler 
ikke om en venlig bedstefar, som vil 
indføre menneskeheden i alt, hvad den 
kunne ønske at gøre, som er ligeglad og 
ikke dømmer. Gud er en kærlig Fader, 
som, hvis det er nødvendigt, vil lade 
vanskelige livserfaringer komme til en- 
hver af os, for at vi kan lære, at hans 
kærlighed til os er så stor og så ægte, at 
han vil lade os lide, således som hans 
enbårne i kødet gjorde det, for at hans og 
vor triumf og oplæring kan blive fuld- 
stændig og udtømmende. Det er livsvig- 
tigt for de unge at forstå, hvad den slags 
kærligt faderskab betyder i forhold til 
deres mening, som de omgås. 

De fire F'er i oplæringen 

Så vidt jeg kan se, lærer og oplærer vi som 
regel indenfor fire forskellige 
fremgangsmåder inden for pædagogik- 
ken — metoder, der alle sammen er 
nødvendige og passende, men som bør 
bruges i den rette, forholdsmæssige ba- 
lance. 

Jeg kalder dem for de fire F'er i belæ- 
ringsprocessen. Ældste Maxwell . taler 
om de fire E'er: Exhortation, explana- 
tion, example og experience, men det er 
ikke muligt at finde fire ord med samme 
forbogstav på dansk, så vi har i denne 
oversættelse tillempet ordene en lille 
smule og kaldt det de fire F'er. 
Det første er formaning. Det er noget, vi 
gør rigtigt godt i kirken, vi formaner 
meget, og det er nødvendigt. Del andet er 
forklaring. Også det gør vi meget ud af, 
og det er også nødvendigt. Det tredie er 
forbillede. Vi ved allesammen, at under- 
visning ved forbillede er bedst, og én 
forfatter har sagt: „Den eneste moralske 



22 



myndighed, som de unge vil reagere over 
for i dag, er eksemplet." Det fjerde er 
erfaring. Jeg vil gerne have lov lov til at 
sige, at i vore hjem og vore søndags- 
skoleklasser og måske også i institutter 
og seminarer er vi en smule tilbagehol- 
dende med de sidste to, altså forbillende 
og erfaring. 

Vi lægger uhyre vægt på formaning og 
forklaring, og det gør vi rigtigt i; men det, 
som vi må gøre for at få balance i vores 
undervisningssituation, er at give flere 
eksempler og mere erfaring. Jeg er oprig- 
tigt bekymret over, at medlemmer af det 
aronske præstedømme føler, at det ene- 
ste, de behøver at gøre, er at velsigne og 
omdele nadveren om søndagen. 

Jeg kunne lide at se flere enkers skralde- 
spande båret ud og mere sne blive skov- 
let, så de unge kan opleve evangeliet og 
dets frugter og vide, at det er sandt. Så er 
det ikke nødvendigt, at nogen fortæller 
dem det ; de oplever det. Og hvis I vil læse 
3 Nephi, så vil I se, at da Jesus kom, og 
mængden nærmede sig ham, er benyttel- 
sen af verberne ret så interessant — ,,de 
så", „og følte", „de vidste med sikker- 
hed", og „stak hænderne i hans side". De 
oplevede, erfarede evangeliet og vidste, 
at det var sandt, og det er den tilskyndel- 
se, der tales om i det 32. kapitel i Alma — 
oplevelsen, der frembringer ren kund- 
skab, fordi vi ved det er virkelig erfaring. 
Jeg ved godt, at vi ikke kan tømme 
kirkens klasseværelser med det for øje, at 
vi skal ud og høste erfaringer, men det, 
somjoregår udenjor klasseværelset md og 
skal involvere jørstehåndsoplevelser med 
anvendelse aj de evangeliske principper. 
Sådanne oplevelser vil give hver enkelt aj 
vore unge mennesker et lager aj åndelige 
erjaringer, som de kan trække på, omtrent 
på samme måde, som mange aj vore 
medlemmer kan trække på lagre aj 
jodevarer og tøj, som de har opbevaret. 
Enhver af os kommer ud ior tidspunkter 
i livet, hvor man er nødt til at trække på 
sit lager af åndelig erfaring. Nogle af vore 
lagre er næsten tomme, og nogle af dem 
har der aldrig været noget i. Vi har brug 



tor al trække på dem for at kunne tøre 
vore unge mennesker gennem sådanne 
perioder, hvor de har intellektuelle pro- 
blemer, da vil de erfaringsmæssigt vide, 
at evangeliet er sandt, fordi de har set det 
virke. 

Vor tolerante ungdom 

Må jeg have lov at sige, at jeg har været 
nødt til at lære dette på min egen krop, og 
måske ligger en del af jeres undervis- 
ningsopgave ikke hos de unge men hos 
deres forældre. Hvis jeg i dag skulle bare 
pointere en enkelt ting i den retning, så 
må det være dette: Jeg har måttet lære, at 
de unge er tøvende, i højere grad end 
tidligere generationer, med hensyn til at 
tage afstand fra nogle af deres kammera 
ters dårlige opførsel. Det betyder ikke 
nødvendigvis, at de godkender den 
dårlige opførsel. Det er et vanskeligt men 
meget vigtigt punkt. De er mere tolerante 
og mindre disponerede lor at udelukke 
deres kammerater, når de gør noget, som 
er forkert. 

Nogle af os, som oplever det, mener, at 
det er taktisk godkendelse. Det er det 
ikke. De er ofte uenige i og godkender 
ikke dårlig opførsel men de vil ikke slå 
handen at deres kammerater. Nu måjeg 
indrømme, at der er tider, da jeg som far 
kunne lide at se mm søn eller datter 
lornægte noget af det, der toregår rundt 
om dem. Men nar jeg taler roligt og 
kærligt med dem, opdagerjeg, at de ikke 
kan lide det, men de vil ikke slå hånden al 
deres kammerater. Voksne må forstå, at 
de unge ikke er indstillede på at udtrykke 
retfærdig indignation overdeles kamme- 
raters opførsel, sådan som 1 og jeg selv 
maske ønsker at se dem gøre, men vi 
begår en liygtelig lejltagelse. hvis vi 
automatisk går ud ha, at de derfor 
godkender det . . . 

Helligt skriiter som en sangbog 

Endelig haberjeg, at i vil tinde nve mader 
at involvere vore unge i den personlige 
læsning af skrilterne. Jeg vil tro, at den 
bedste analogi, jeg kan komme i tanker 



23 



om, er, at del er ligesom en sangbog, der 
har alle de prøvede og nyttige sange, men 
\i som voksne vil maske svnge visse ai 
vore vndlmgssange igen og igen. 
De er maske ikke de unges yndlingssan- 
ge. Ski ilterne er pa en made som en 
sangbog. Dei er mange meiodier, som 
burde s\ nges og hørt s, og mine tavoi mer 
og jeres er ikke nødvendigvis dem, der vil 
lange og være al betydning tor de unge. 
Kun ved en eller anden loi m loi person- 
lig mvolvenng med skrifterne kan de 
linde den sang. som sknltcrne vilie synge 
lordem i dag ki at opfyldederes behov. 1 
kan ikke regne med at undervisningspla- 
nen -- noget som helst pensum — skal 
oplyide den enkeltes behov sa belejligt og 
så nøjagtigt. De ma sla op i sangbogen og 
lytte til musikken. Den er der. Denviltaie 
til dem: den vil svnge lor dem. men 
sommetider er det nødvendigt, at det 
Sker i enrum ved deres eget studium. Der 
tindes ingen made. hvoipa 1 og jeg kan 
torudse ane sådanne behov helt præcis 

sker i enrum ved deres eget studium. Der 
findes ingen måde, hvorpå I og jeg ken 
forudse alle sådanne behov helt præ 
cis . . . 

Så når vi nu går i gang med vore opgaver, 
og der er dage, ved jeg, hvor vore opgaver 
er pligter, så bør det være med den 
særlige fornemmelse af taknemmelighed 
over, at Gud har kaldet enhver af os til at 
være dér, hvor vi er på dette udvalgte 
tidspunkt i historien. Må han velsigne os 
dertil, beder jeg i hans navn, hvis kirke 
dette er, Jesu Kristi navn. Amen. 



(Uddrag af en tale holdt for seminar — og 
institutfolk ved Brigham Young Universitet i 
sommeren 1970). 



Joseph 

Fielding Smiths 
anstrengelser 
for at få et 
vidnesbyrd 



„Jeg er tanknemlig for den oplæring jeg 
fik, og jeg forsøgte at følge det råd, som 
min fader gav mig. Men jeg må ikke give 
ham hele æren. Jeg tror, at en stor del af 
den, en meget stor del, skal gives til min 
moder, på hvis knæ jeg plejede at sidde 
som lille barn og lytte til hendes fortællin- 
ger om pionererne. Min moder fortjener 
efter min mening en stor del af æren, 
fordi hun plejede at undervise mig og gav 
mig, ting som jeg kunne forstå da jeg var 
gammel nok til at læse. Hun lærte mig at 
bede ... at være trofast og oprigtig mod 
mine pagter og forpligtelser, at passe 
mine pligter som diakon og lærer ... og 
senere som præst . . . Jeg havde en 
moder, som sørgede for at jeg læste ogjeg 
holdt af at læse. Jeg plejede at læse de 
bøger, som var beregnet for 
primarybørn og søndagsskolebørn i dis- 
se unge år og når jeg var hjemme, havde 
jeg sædvanligvis en bog i hånden ... En 
ting, som jeg gjorde fra dengang jeg lærte 
at læse og skrive, var at studere evange- 
liet. Jeg læste og lærte børnenes katekis- 
mus og primarybøgerne udenad. Senere 
læste jeg kirkens historie, således som 
den stod skrevet i „Millennial Star." Jeg 
læste også Bibelen, Mormons Bog, Den 
kostelige Perle, Lære og Pagter og anden 
litteratur, som jeg faldt over. Jeg lærte i 
en meget tidlig alder at Gud lever. Han 
gav mig et vidnesbyrd, da jeg var barn og 
jeg har forsøgt at være lydig, og det har 
altid lykkedes mig i nogen måde." 
(Smith og Stewart: \The Life of Joseph 
Fielding Smith" ss. 56-57). 



24 






Tilfangetagen 
missionær 



af Melvin Leavitte, medredaktør 
Illustreret af Ralph Reynolds 



;.f-i,'» 







Den 15. maj 1942 kyssede Piet Vlam sin 
kone farvel og sagde: „Vi ses i morgen." 
Da toget førte ham gennem 
forårslandskabet mod Arnhem, en hol- 
landsk by nær den tyske grænse, var hans 
hoved endnu fuldt af alle de presserende 
opgaver, der hvilede på ham som 
andenrådgiver i den hollandske mission. 
Han var utålmodig efter at komme 
tilbage til den. 

Uheldigvis var denne tur uundgåelig. 
Som tidligere flådeofficer i det besatte 
Holland var han nødsaget til at melde sig 
i Arnhem sammen med andre hollandk- 
se officerer. 





Disse alt for hyppige indkaldelser var 
blevet rutine, og, selv om de var irriteren- 
de nok, en del af hans hv — ikke noget at 
bekymre sig om. Da han nu betragtede 
de grønne marker suse forbi vinduerne i 
toget på denne en — dages — tur til Arn- 
hem, havde han ingen anelse om, at det 
skulle blive til en tre — års — rejse ind i 
fangenskab. 

I Arnhem fik de hollandske officerer at 
vide, at de var krigsfanger, hvorpå de 
blev ført ind i tog med kurs mod Tysk- 
land. Mens Piet kørte gennem skuffel- 
sens og nattens mørke på vej til fangelej- 
ren ved Langwasser, befandt hans tanker 
sig meget langt fra den barske virkelig- 
hed omkring ham, idet han kæmpede 
med et ubesvaret spørgsmål: „Hvor- 
for?" Herren havde kaldet ham til mis- 
sionspræsidentskabet, og der var hårdt 
brug for ham. Hvorfor blev han taget 
væk derfra? 

Hvert eneste da — dom fra hjulene syntes 
at spørge igen: „Hvorfor?" Men der kom 
ikke noget svar. Men Piets tro var stærk. 
Han behøvede egentlig ikke noget svar. 
Han var parat til at vente og se. 
Han blev først meget senere klar over, at 
denne fængsling kom til at udgøre en af 
de tydeligste, men også mest uvelkomne 
missionærkaldelser i kirkens historie. 
En dag ikke længe efter sin ankomst til 
Langwasser, lå Piet uden for de lusepla- 
gede træbarakker på en stump dårligt 
passet græsplæne, da en medfange, der lå 
ved siden af ham, begyndte at stille 
spørgsmål om religion. Piet kendte helt 
præcist svaret, og det blev den første af 
mange religiøse diskussioner. Snart ver 



der mange andre fanger, som ønskede at 
høre om kirken. 

Piet kunne ikke tale til dem i store 
grupper, for det ville vagtposterne ikke 
tillade, så tog han to ad gangen og 
spadserede rundt i lejren med dem, 
kilometer efter kilometer. 
Efter nogle måneder i Langwasser blev 
fangerne overført til Stanislaw ved den 
russisk — polske grænse. Piet arrangere- 
de en ,,gå — og — tale" plan og fortsatte 
med at forkynde evangeliet. En gruppe af 
Piets mest interesserede undersøgere bad 
om lov til at holde SDH — møder. De fik 
overladt en tom barak i et afsides hjørne 
af lejren, hængte et lagen op for vinduet 
for at gøre det mere intimt og stillede en 
trækasse op som talerstol. De måtte gøre 
alt dette i hemmelighed, for sådanne 
ekstra møder var ikke tilladte. 
Disse gudstjenester var fyldte med 
Helligånden, men de var en smule uorto- 
dikse. Åbnings — og afslutningssangene 
blev læst, fordi forsamlingen ikke turde 
synge højt af frygt for at alarmere vagter- 
ne, og de tilstedeværende måtte snige sig 
afsted bagefter, én ad gangen. 
Evangeliske principper blev strengt over- 
holdt indenfor pigtrådsafspærringerne. 
Mændene overholdt fastesøndag ved at 
give deres fattige kop med bønner til 
andre, selv om de allerede selv sultede. 
Mange mænd modtog et vidnesbyrd om 
evangeliet, mens de bad gennem de lange 
nætter, der ofte var søvnløse på grund af 
sult. 

En af de mest skeptiske undersøgere 
modtog et vidnesbyrd en sådan fastenat. 
Han rejste sig grædende den næste dag og 



26 



fortalte om den ubeskrivelige følelse af 
fred, som var kommet over ham. Han 
bad ydmygt, om ikke også han måtte få 
en lille opgave med at gøre klar til 
søndagsmøderne. Da Piet bad han feje 
gulvet hver uge, svarede han, at det ville 
være en ære. „Du træder ind i dette rum,'" 
sagde han, ,,Og med dig det hellige 
præstedømme.', 

Da mændene hørte om GUF, ville de 
også holde sådanne møder, idet de kaldte 
nogle fanger til at tjene som præsident- 
skab, sekretær og lærer. De studerede 
Lære og Pagter i deres møder, og Piet 
rapporterede senere, at han aldrig havde 
hørt den bog blive forkyndt bedre, end 
den blev af disse ikke — medlemmer. 
Som månederne gik, fortsatte de lange 
vandreture rundt i lejren, og mændene 
blev stærkere i evangeliet. Deres tro hjalp 
dem til at holde ud. Mændene udviklede 
stærk kærlighed til Piet, og en 
påskemorgen overraskede de ham med 
en sang, de havde skrevet, med titlen 
„Tro". Den blev senere optaget i den 
officielle salmebog for den nederlandske 
mission. 

Kort før krigens afslutning blev fangerne 
flyttet til Neubrandenburg i Tyskland, 
hvor de kirkelige aktiviteter fortsatte. 
Den 28. april 1945 rullede russiske tank- 
vogne igennem pigtrådshegnene, og 
lejren blev befriet. Nogle få uger senere 
var Piet hjemme hos sin kone og børn. De 
af fangerne, som havde været villige til at 
modtage, tog en gave med sig hjem, en 
gave, som for dem rigeligt opvejede både 
hunger og kulde og lopper. 
Syv af dem blev senere døbt ind i kirken 
og med dem mange familiemedlemmer. 
En af Piets omvendte blev senere den 
første præsident over den hollandske 
stav. 

Det er yderst vanskeligt at lokke Piet 
Vlam bort fra sine pligter. Da han blev 
ført væk fra sin mission, tog han den 
ganske simpelt med sig, og mange men- 
nesker vil for evigt være taknemmelig 
for, at han gjorde det. 



Jesus Kristus 
og de små 



3. Nephi 17:19-25: 

Og Jesus talte til dem og bed dam stå op. 
Og de rejste sig op fra jorden, og han sagde 
til dem: Salige er I for jeres tros skyld. Og 
se, min glæde er nu fuldkommen. 
Og da han havde sagt disse ord, græd han, 
og mængden bar vidnesbyrd derom, og han 
tog deres små børn, det ene efter det andet, 
og velsignede dem og bad til Faderen for 
dem. 

Og da han havde gjort dette, græd han 
atter; 

Og han talte til mængden og sagde til dem: 
Se jeres små! 

Og da de hævede blikket mod himlen for at 
se, da så de himlene åbne, og de så englene 
stige ned fra himlen, som om de var 
omgivet af ild, og de kom ned og omringe- 
de de små, og de blev omgivet af ild, og 
englene betjente dem. 
O g mængden så og hørte og bar vidnesbyrd 
derom, og de ved, at deres vidnesbyrd er 
sandt, thi alle så og hørte det med egne øjne 
og ører; og de var omtrent to tusinde og 
fem hundrede sjæle, mænd, kvinder og 
børn. 



27 



Løbet er ikke for den hurtige 
og slaget ikke for den stærke 



Livets kapløb 

Mange af os har i TV betragtet de 
olympiske lege og beundret de deltagen- 
de atletikfolks evner. Der er nok kun få af 
os, der kan blive deltagere i de olympiske 
lege, men enhver af os er involveret i ét 
løb — livets løb. 

Selv der forekommer det engang imellem 
uretfærdigt, at nogle synes at være stær- 
kere, dygtigere og mere effektive end os 
selv i det løb. Men måske kan vi hente 
trøst i det skriftsted, der antyder, at 
,, hurtigløberen er ikke herre over løbet 
eller heltene over kampen." (Præd. 9:11) 
(1 King Jamesudgaven af Bibelen hedder 
det: ,, Løbet er ikke for den hurtige og 
slaget ikke for den stærke," O.a.) Igen og 
igen siger skrifterne, at den, som holder 
ud indtil enden, vil blive frelst. Livets løb 
er ikke en spurt, det er ikke et lOQmeter- 
lob, og det er heller ikke et mellem- 
distancelob. Det er et maratonlob. Det er 
et langdistancelob. 

Herren siger dette: „Og endvidere vil jeg, 
at du skal lære, at kun den, der holder ud 
indtil enden, skal blive Jrelst," ( L&P 
53:7). Hvis man læser stikordsregistret til 
Lære og Pagter, vil man se, at der er en hel 
række henvisninger til, at kun den, der 
holder ud til enden, vil blive frelst. 
Jeg vil gerne tale om dette livets løb. Det 
er til tider et ganske hårdt løb. Det 
begynder når man nar ansvarlighedsal- 
der. Sommetider er det end ikke rart, når 
man er helt ung. Når man senere hen ser 
tilbage på sine skoleår, vil man måske 
kunne huske det. 

Folk glemmer næsten aldrig deres 
teenageår. Selv 20 eller 30 år senere kan 



folk huske de vanskelige oplevelser fra 
deres sidste år i skolen. Man husker, 
måske hvad man følte, når løbet var 
vanskeligt, fordi man var for lille eller for 
tynd, eller fordi man var for krøllet eller 
slet ikke krøllet, eller fordi man var nødt 
til at gå med briller, eller fordi man havde 
en uren hud. Alt sådant kan være en 
plage for sjælen, når man gennemgår 
disse vanskelige perioder og misunder 
dem, der er højere, stærkere eller ser 
bedre ud. I denne livets prøve blev ingen 
af os lovet et let løb. Lad mig hurtigt læse 
fra Hebræerne, hvor Paulus, som kendte 
meget til dette livets løb, sagde: 
,,Lad os med udholdenhed ile fremad i 
det kapløb, vi har foran os . . . Min Søn. 
lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller 
modløs, når du revses af ham; thi Herren 
tugter den, han elsker, straffer hårdt hver 
søn og datter, han har kær. Det er til jeres 
optugtelse, at I må lide. Gud handler 
med jer som med sønner; thi hvor er den 
søn, som Faderen ikke tugter?" (Hebr. 
12: 1, 5-7) 

Så hvis løbet sommetider synes vanske- 
ligt, så er det måske fordi, det er en del af 
Herrens plan med dig. 
Hvor er du lige nu, i denne time, på denne 
dag i dette livets løb? Hvor kan man finde 
dig'.' 

For nogles vedkommende opdager jeg, 
at de er parate til helt at give op. Løbet er 
for vanskeligt; modstanden synes for 
hård. De er måske dumpet til en eksa- 
men, har mistet en veninde eller begået 
en synd, og så er de parate til at opgive 
løbet. 



28 



af William G. Dyer 




29 



Da jeg var campusbiskop (biskop for 
fastboende elever på et universitet), hav- 
de jeg wardsmedlemmer, som kom og 
talte med mig og sagde: „Biskop, jeg er 
gået for vidt. Det er ikke muligt for mig at 
omvende mig og komme tilbage. Jeg kan 
lige så godt give op. ,, De havde glemt, at 
Herren har antydet, at „er eders synder 
som skarlagen, de skal blive hvide som 
sne." (Es. 1:18) 

Der er muligheden for omvendelse. Der 
er muligheden for nye mål. Der er 
muligheden for en ny start, hvis vi ikke vil 
give op, hvis vi ikke for tidligt vil bestem- 
me os til, at løbet er for vanskeligt for os. 



Undgå at dømme andre 

Der er andre, som er parate til at opgive 
på et andet menneskes vegne. De har 
allerede besluttet, at de har forældre eller 
en bror eller en søster eller en ven, som 
ikke er anstrengelsen værd. Den 
pågældende kan forekomme at være for 
streng, for egensindig, være gået for vidt 
og de har bestemt, at løbet er kørt for 
hans vedkommende. Det burde aldrig 
være sådan. Præsident David O. McKay 
har sagt, at ingen succes andetsteds kan 
erstatte fiasko i hjemmet. Ældste Marvin 
J. Ashton sagde nogen tid senere, at vi 
kun er en fiasko, når vi har givet op, når vi 
er holdt op med at prøve. Så jeg vil 
opmuntre os allesammen til at huske for 
os selv og for andre, at løbet aldrig er 
forbi, så længe vi bliver i dette liv. Vi bør 
aldrig give op, hverken for os selv eller for 
andre. 

I dette løb er der nogle, som dømmer om, 
hvordan andre løber deres løb. Ingen 
anden kan virkelig kende vanskelighe- 
derne, modstanden i et andet menneskes 
livsløb. Vi burde prøve at forstå, at 
ethvert menneske står overfor sit eget 
Getsemane. Vi ved fra undersøgelser, at 
folk er forskellige også med hensyn til, 
hvor megen smerte, de kan udholde. Det, 
som for den ene er et nålestik, er intens 
smerte for den anden. 



Og således er det med prøvelser og 
vanskeligheder. Det, der for den ene er en 
væsentlig vanskelighed, er blot en udfor- 
dring for den anden. For den unge pige, 
som aldrig har været særlig populær, og 
aldrig har haft mange mandlige venner, 
kan tabet af en bestemt ung mand være et 
frygteligt slag. En anden unge pige, som 
har haft mange tilbedere, er måske ikke i 
stand til at forstå eller påskønne det 
vanskelige i den situation for et andet 
menneske. Så jeg beder, at vi må være 
fulde af forståelse og kærlighed, at vi 
virkelig må have forståelse for, hvad 
andre mennesker går igennem, og ikke 
dømme dem uretfærdigt eller uovervejet 
eller uvenligt. 



Hjælp dem, som fejler 

Der er nogle af os i dette livsløb, for hvem 
det i dette øjeblik går vældig godt. Alting 
er vidunderligt, livet er en dans på roser. I 
sådanne øjeblikke håber jeg, at vi vil lære 
at være taknemmelige, at være ydmyge, 
at være taknemmelige for at Herren har 
givet os den medgang som vi nu oplever. 
Lad os ikke blive for trygge. Lad os ikke 
blive for selvtilfredse eller for selvglade. 
For hvis vi oplever en sådan tid i vort liv. 
da er tidspunktet inde til at finde de 
midler, der er til rådighed for os, så vi kan 
række hånden ud og hjælpe andre. 
Noget af det største ved dette løb er, som 
Herren antydede for os allesammen, at 
det ikke behøver at løbes alene. Ja, det 
kan bedst løbes sammen med andre. 
Andre kan tilbyde en hjælpende hånd, 
kan bære korset et stykke tid, kan løfte os 
op og give os styrke og støtte. Hvis løbet 
går godt for dig, er det måske din chance 
for at dele din styrke på det tidspunkt 
med nogen, som har brug for den. 
Jeg husker, at jeg en dag gik til mit 
kontor, og at jeg uden for døren til en 
kollega (en biskop) så en ung kvinde med 
et distræt udtryk i ansigtet. Hun ventede 
øjensynligt og blev ved med at banke på 



30 






. . ■ 9 



i 
m 



zfV ¥§** 




■■■•■ ■■■ *waj 



■¥■ 



døren, men min kollega var ude. Der var 
noget i hendes udseende, der tryllebandt 
mig, og så sagde jeg: „Undskyld, det er 
ikke, fordi jeg vil blande mig, men de ser 
så bekymret ud. Er der noget, jeg kan 
gøre?" 

Hun sagde: „Jeg venter på bror det — og 
- det. Han er min biskop, og det ser ikke 
ud til, at han er her/" 
Jeg spurgte: ,,Er der noget, jeg kan 
gøre?" Så kom hun ind på mit kontor, vi 
talte sammen, og jeg opdagede, at denne 
unge dame var en af mine kusiner, en 
kvinde på omkring 38. Da hun opdage- 
de, at vi var i familie, begyndte hendes 
tragiske livshistorie at udfolde sig. 
Jeg begyndte at forstå den fortvivlelse, 
skuffelse og frustration og den 
håbløshed, som hun oplevede på dette 
tidspunkt i sit liv - alene, ugift, forvirret, 
bekymret over sin fremtid. Senere fik 



hun utvivlsomt hjælp fra sin biskop, men 
jeg, der var hendes slægtning, prøvede i 
nogen tid at opbygge et fortroligt forhold 
til hende, tale med hende, støtte hende og 
rådgive hende, det bedste jeg kunne. Hun 
bestemte sig til sidst til, at det bedste, hun 
kunne gøre. var at tage tilbage til sin 
familie og hjælpe med at passe sin mor, 
som var invalid. Så hun tog hjem og var 
på en eller anden måde i stand til at blive 
af med sin fortvivlelse, engagere sig 
intenst i åndelige forhold. 
Og så kom det øjeblik, hvor jeg fik en 
telefonbesked og senere en trykt medde- 
lelse om, at hun havde truffet en ung 
mand, hvis kone var død og havde ladt 
ham alene tilbage med fem børn. Jeg var i 
stand til at hilse på hende i templet, da 
hun blev beseglet til sin kammerat og på 
en gang blev mor til fem børn. Jeg lever i 
det forfængelige håb, at min styrke på et 



31 



eller andet tidspunkt kan have været en 
hjælp til andre. Jeg beder, at den styrke, I 
måske har, kan blive en hjælp til dem, 
som fejler i deres livsløb. 
Jeg citerer igen fra apostlen Paulus. Han 
var et menneske, som var plaget af „en 
torn i kødet", som havde tilbragt sit liv 
med al slags forfølgelse, men var sanddru 
over for det syn, han havde fået på vejen 
til Damaskus. Han skrev dette til Timo- 
teus, og dette citat kender I alle. Han 
skriver sit eget eftermæle. 
„Thi mit blod skal nu snart udgydes som 
drikoffer, og tiden er inde, da jeg skal 
bryde op. Den gode strid har jeg stridt, 
løbet har jeg fuldført, troen har jeg 



bevaret. Så venter mig nu retfærdighe- 
dens sejrskrans, som Herren, den retfær- 
dige dommer, vil give mig på hin dag og 
ikke blot mig, men også alle dem, der har 
glædet sig til hans tilsynekomst." (2. Tim 
4:6-8) 

Må vi være stærke og tapre i vort livsløb. 
Må vi være behjælpelige over for andre. 
Må vi være følsomme over for os selv og 
for andre, og må vi altid stræbe efter at 
bede og opnå vor himmelske Faders 
vejledning og hjælp, mens vi foretager 
vor rejse på denne jord, at vi må modtage 
den belønning, der er beredt for os i vor 
himmelske Faders riger. 



Åndelig død: 

en udbredt tilstand 



af Joseph F. Smith. 



„. . .Da Adam, vor første forfader, spiste 
af den forbudte frugt, overtrådte Guds 
lov og blev underkastet Satan, blev han 
bandlyst fra Guds nærhed og blev kastet 
ud i ydre åndeligt mørke. Dette var den 
første død. Omend han levede, var han 
dog død - død for Gud, død for lys og 
sandhed, åndelig død; kastet ud fra Gud 
nærhed; forbindelsen imellem Fader og 
søn afbrudt. Han blev helt og aldeles 
kastet ud fra Guds nærhed, ligesom 
Satan blev det sammen med de hærska- 
rer, der fulgte ham. Dette var åndelig 
død. Men Herren sagde, at han ikke ville 
tillade, hverken Adam eller Adams af- 
kom, at lide den timelige død førend de 
havde det middel, hvorved de kunne 



blive forløst fra den første død, som er 
åndelig. Derfor blev engle sendt til 
Adam, og underviste ham om evangeliet 
og åbenbarede for ham det princip, 
hvorved han kunne blive forløst fra den 
første død, og blive ført tilbage fra 
bandlysningen og det ydre mørke og ind 
til evangeliets vidunderlige lys. Han blev 
undervist om tro, omvendelse og dåb til 
syndernes forladelse i Jesu Kristi navn, 
han, der skulle komme i tidernes midte 
og borttage verdens synd og blev således 
givet en mulighed for at blive forløst fra 
åndelig død, før han skulle lide den 
timelige død. (L&P. 29: 39-43; Moses 
6:64-68). Jeg beklager at måtte sige, at 
hele verden i dag - med undtagelse af en 
håndfuld mennesker, som har adlydt den 
nye og evige pagt - lider denne åndelige 
død. De kastes ud fra Guds nærhed. De 
er uden Gud, uden evangeliets sandhed 
og uden forløsningens kraft; for de 
kender ikke Gud eller hans evangelium. 
For at de skal kunne blive forløst og frelst 
fra den åndelige død, som har spredt sig 
ud over verden, må de omvende sig fra 
deres synder og blive døbt, af én med 
myndighed hertil, til deres synders forla- 
delse, så de kan blive født af Gud." 
(Joseph F. Smith: „Conference Report"- 
oktober 1 899, s. 72.) (Se også L&P 84:49- 
53). 



32 




En velsignelse fra 
præsident Kimball 

af Norman Vincent Peale 



Når du er i vanskeligheder, stræb så etter 
gennem bøn, gode gerninger og kærlig- 
hed at føle Guds nærvær. J eg havde nogle 
vanskeligheder, som jeg havde kæmpet 
med i et par uger. Det er ikke nødvendigt 
her at fortælle om det i detaljer, da det er 
irrelevant for det, som jeg her skal 
berette, men tor mig var det et problem. 
et stort et. Jeg gennemførte hele den 
nævnte procedure, ogjeg er taknemmelig 
for at kunne brette, at jeg fik held med at 
overvinde problemet. Ja. i virkeligheden 
bliver dette en prædiken om en personlig 
oplevelse. 

Forleden dag skulle jeg tale i Salt Lake 
City, og mens jeg var der, blev jeg 
indbudt til hovedkvarteret for Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige for at blive 
modtaget af kirkens præsident og hans lo 
mcdpræsidenter. Kirken er en stor 
religiøs organisation, der tæller næsten 
lire millioner medlemmer rundt om- 
kring i verden, og som gør en masse godt 
for mennesker overalt. De udi ører Guds 
gerning, tordi de producerer virkeligt 
line mennesker -- lykkelige, moralske, 
ærlige, retskafne mennesker - og „at 
deres trugler skal 1 kende dem."' (Matt. 
7:20) 

Jeg havde aldrig tør truttet præsidenten; 
jeg har kendt to tidligere præsidenier tor 
M 01 monkirken. Den nuværende præsi- 
dent er Spencer W. Kimball, og han har 
gennemgået mange vanskeligheder rent 
tysisk, og har overvundet dem. Jeg 
mødtes med disse Guds mænd. Vi talte 
med hinanden og tilsidst, da vi skulle 
skilles, sagdejeg til præsidenten, tordijeg 



følte, at han var så dybt åndelig: „Præsi- 
dent Kimball, vil De give mig en velsig- 
nelse?" 

Han svarede: ,,De mener, at De vil have 
mig til at give Dem en velsignelse, sådan 
som jeg giver vore medlemmer?" Jeg 
svarede: „Ja." 

Og sa gik han om bag mig sammen med 
de to andre præsidenier, og de lagde 
hænderne på mit hoved, og præsident 
Kimball kaldte migpå sin stille, oprigtige 
og kærlige måde ved navn og bad tor 
mig. Han bad Herren være mig nær og at 
elske mig og sørge tor mig og at vejlede 
mig. Og mens han bad, begyndte jeg at 
føle mig meget opstemt og meget bevæ- 
get. Og så med et fik jeg en vidunderlig 
tølelse, ogjeg sagde til ham: „Sir, Haner 
her; jeg kan føle hans tilstedeværelse." 
Vi sagde farvel. Jeg gik ud i den lyse dag, 
og mens jeg gik der, tølte jeg pludselig 
byrder blive lettere, og jeg kunne se 
svaret på mine vanskeligheder og jeg 
følte sejren. Jeg havde påkaldt Herren, 
og han havde svaret mig; jeg havde 
anråbt ham, og han sagde: „Her er jeg." 

Norman Vincent Peale, prominent ame- 
rikansk religiøs leder og udgiver at man- 
ge bøger, præst ved Marble Collegiate 
Church i byen New York. Artiklen her er 
med tilladelse gengivet fra en radiotale, 
holdt den 27. april 1975. Pa dansk er 
lølgende bøger udsendt af Norman Vin- 
cent Peale: „En ny tilværelse" (1950), 
..Positiv tænkning og handling" (1976) 
og „Vær positiv — lev lykkeligt" (1975). 
O.a. 



33 






-hsJT 




^mtf,